Vil vi have et landbrug i Danmark?

Gennem de sidste 20 år har der været en reel hetz på dansk landbrug! Det har været i forhold til alt fra naturpleje til dyrevelfærd – og alt derimellem. Det har været værre end nu, hvor man trods alt også med mellemrum kan se artikler om de fremskridt og den store udvikling er rent faktisk er sket indenfor landbruget, men ellers er landmænd nogle vi skal hade for at være in.
Jeg har gentagne gange talt for landbrugets parter, både indenfor korndyrkning og svineproduktion – traditionelt landbrug samt landmænd, der satser på markeder udenfor Danmark til at drive produktionen i. Derudover har jeg med stor interesse og mange suk fulgt med i den politiske debat om emnet, hvor ingen gør noget som helst.
Grunden til den manglende politiske interesse for at hjælpe landbruget skal findes i det faktum, at de fleste partier efterhånden er som en pakke med Pampers-bleer. De har en målgruppe, går efter klare segmenter – og laver imagekampagne-politik for at komme ind under huden hos de fleste. Og de fleste bor i byerne. Der er maksimal fokus på byboere, man lægger sine kræfter der, hvor folk er flest.
Det er ikke kun i landbrugs-debatten vi ser det faktum i den udførste politik, man må sige at også landsbyer oplever den samme flugt af politisk hjælp og forståelse. Busserne har forlængst drejet ind forbi de små samfund for sidste gang og sygehuset ligger længere væk end overlevelsen kræver. For landbruget har den manglende fokus fra politisk hold haft den klare betydning, at de er blevet nogle det er populært at tale negativt om. Det er landbrugets skyld. Politikerne flokkes om at ville naturen og dyrene det bedste – og det er de faktisk enige med landbruget om, som gør en stor stor indsats for at skabe de bedste betingelser – men landbruget er ikke en god partner hvis man ønsker at styrke et image som den rene vare. Der lyttes da på møder i korridorerne, men at tale FOR landbruget skal vi lede længe efter i dansk politik. Så langt, at selv det gamle bondeparti Venstre helt havde glemt rødderne, og tissede så voldsomt på græsset, at rødderne truede med oprør.
Og det er forståeligt nok. Regel på regel er sprøjtet ned over landbruget, som var det en gift der havde til hensigt at udrydde hver landmand som insekter på marken. Istedet for at samarbejde om løsninger og lytte til landbrugets enorme forskning på området, valgte man at lave krav, der fungerede godt overfor byboerne. Politisk var den hjemme i storbyerne, hvor folk mener at grisen skal kløes bag sit øre og have krølle på halen, men så snart den er slået ihjel skal den maksimalt koste 5 kroner for et halvt kilo i frysedisken. Men politik der gør det strengt at drive landbrug, det er der stemmer i – der hvor folk er flest.
Resultatet er et kæmpe erhverv, der efterhånden er så hårdt ramt af stramninger og krav, at mange må dreje nøglen om. Hvis ikke nogen griber ind, så får vi i 2010 en lang række konkurser indenfor landbruget – det er allerede begyndt. Det er ganske enkelt for dyrt at drive noget som helst i de krav og regler der stilles op for erhvervet – regler, der slet ikke er brug for i det omfang, da der findes både bedre og billigere løsninger – som ville kunne løse det problem som alle (også landbruget) ønsker at løse: Dyrevelfærd i top og styrkelse af naturen.
Krab til stalde gør, at mange snart skal til at lave nye stalde. De gamle fungerer fint – men de nyeste krav betyder, at landmændene må søge lån i bankerne og bygge – eller stoppe driften. Med de banker vi har for tiden, så bliver det med sikkerhed for mange landmænd den sidste løsning: Lukning, konkurs og dermed tab for samfundet af både arbejdspladser, export og i den grad penge. De steder der bliver hårest ramt kan det også koste livet for de mindre banker, som har stor fokus på netop landbruget. Deres penge er bundet i bygninger og produktionsudstyr, som man ikke kan komme af med til andre. Hvem pokker vil dog starte nyt landbrug i Danmark.
Løsningen må være, at vi tager en beslutning! Vil vi ha landbrug i Danmark, eller vil vi importere vores fødevarer fra andre lande. Beslutningen skal tages nu, inden det er for sent. Og selvom mange partier nok vil græmme sig i forhold til deres grønne linie og deres kampagnestrategier, så viser en simpel brug af lommeregneren på Danmarks vegne, at vi ikke har råd til at slagte erhvervet. Det er arbejdspladser, statsøkonomi, tab af eksport og en masse personlige tragedier vi kommer til at se over hele linien.
Så grib hellere sagen i anden hånd og skab løsninger! Jeg ved det kan føles fremmed for en politiker i dagens danmark, men prøv engang at skabe løsninger indenfor et område, der måske ikke er stemmer i indenfor bygrænserne. Prøv at se det hele efter i sømmene i samarbejde med landbrugets parter. Find de løsninger der gør, at vi ikke som nu skal pakke levende grise på lastbiler og trille dem forbi tre halvtomme slagterier ned af E45, hvorefter de lander i Polen og bliver slagtet der. Det er jo ikke fordi landbruget synes det er skægt at transportere grise rundt, det koster benzin og det koster tid og kræfter OG det er synd for dyrene. Men der er ting i den danske lovgivning, som gør at den eneste mulighed ER at køre dem langt sydpå.
Det er en politisk beslutning der skal til – men løsningen må ikke skabes i et partilokale. Den skal skabes sammen med landbruget, så vi kan få et Danmark tilbage, der er stolte af deres humane og dygtige svineproduktion, vores fantastiske landbrugsprodukter, der engang stod øverst i de helt fine delikatesse-forretninger i udlandet.
Made in Denmark var et stærkt brand.
Nu er det en sjældenhed!
/Søe

ANDERS, JULIUS OG DEN DÅRLIGE HØST

Der er ikke noget bedre end landmænd. Vi kan ikke uden dem. Ikke fordi de har betydning for Danmark overhovedet, men fordi de som pauseklovne leverer den årlige humoristiske afslutning på nyhederne, hvor landmanden med et kornaks i munden og begge gummistøvler solidt plantet i plovfuren, fortæller på tårevædet vestjysk, at høsten igen i år bliver dårlig.
Sådan vil vi ha en rigtig landmand. Uden den melding fra landbruget bliver der ingen skift på årstiderne.
Meldingen om den dårlige høst er en tradition som Sankt Hans og juleaften. Når pressen opsøger landmanden, er det for at han skal leve op til denne rolle. Han skal klappe dyrene blidt på hovedet, og grisen skal ha’ krølle på halen. Der skal være lidt Poul Reichart og Anders & Julius over det – ellers kan byboerne ikke følge med.

Velkommen på forsiden

Men sandheden er jo en helt anden, derude på landet. Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde, som Grundtvig skrev.
Bønderne driver en toptunet moderne industri og bør behandles som sådan. Forbrugerne bliver igen og igen forargede, når landbruget hilses “velkommen på forsiden”. En journalist er ved en fejl kørt ned af en grusvej, og dér i grøftekanten ligger to døde svin. Bare smidt på jorden. Der er hverken kors eller gravstene. Billedet bliver taget og følges af teksten om den bestialske landmand, der hader dyr og iøvrigt også er skyld i, at vi ikke har rent drikkevand.
Ingen tænker på, at to døde dyr er en flot overlevelsesprocent, når besætningen tæller 2000 på den anden side af grøftekanten. Men hvem kommer helt derinde, hvor man kan få snavs på sine dyre mode-sko. Ydermere er der fundet snavs i et hjørne på slagteriet. Danskerne reagerer umiddelbart hårdt, men uden at slække på spejlæggets bacon.

Erhvervets image

Det rører dog voldsomt ved landbruges image. Nok både køber og spiser vi løs – men siger vores bordherre til festen, at han er landmand, er fanden løs, og galden vælter ud mellem sidebenene.
Så slemt, at landmænd, jeg kender, i stedet svarer, at de arbejder på fabrik eller er skraldemænd. De gider ikke høre mere vrøvl. De gider ikke forsvare sig.  Og det skal de heller ikke blive ved med!
Vi både MÅ og SKAL acceptere, at landbruget er en industri i stil med Maersk og Matas. Det gør ikke indehaverne til dårlige, dyrefjendske, forurenende mennesker, men betyder blot, at vi godt kan stikke Poul Reichart derop, hvor kornet gror. Anders og Julius er fortid – P3 i førerhuset er nutid.
Befolkningen skal lære at betragte landbruget som en fabrik, og her spiller landbrugets organisationer en hovedrolle. Deres markedsføring af landbruget er stadig idyl og stråtækte huse, godt fulgt op af Arla’s TV reklamer, hvor man ser Maren Malkeko på en grøn mark. Forbrugeren skal næsten tro, at koens patter føres helt ind i køkkenet, hvor de som et andet transportabelt fadølsanlæg leverer den ægte vare.

Aktiv for Danmark

Det ville klæde landbruget og relaterede leverandørkæder at melde klarere ud: Landmænd er industrimagneter, fremragende forretningsfolk med professionelle produkter, der dygtigt styrer en milliardindustri i Danmark.
De gør det på en måde, så dansk kød og mejeriprodukter er konkurrenceklar og højt elsket på export-markedet – og mange af dem er så store og dygtige, at de både ejer og driver landbrug i de nye østlande.
Forsiden af landbruges fagblade skal ha knapper og robot-maskiner, luftbilleder af store gårde og kæmpe marker eller svinefabrikker. Udmeldingerne skal alle handle om vækst og nye vækstvilkår, historierne skal være skarpt vinklede på industriens præmisser og branchens udvikling.
Det ville gøre, at både politikere og forbrugere fik øjnene op for vigtigheden af landbruget – ikke bare i form af mad på tallerkenen, men som et væsentligt aktiv for Danmark.
Og så ville det selvfølgelig pynte, hvis en landmand pludselig dukkede op på skærmen i et par mode-sko med champagnen i hånden og sagde: “Høsten bliver kanon i år, for jeg har været rigtig dygtig og satset korrekt. Og grunden til champagnen er, at jeg lige har åbnet det første landbrug i Østeuropa”.
Så kan det være, at vi nemmere kan forstå de to døde grise undervejs.
Skrevet til maskinbladet 2008 – af Jeppe Søe, professionel ordkløver.

Lønne Højskole's mulighedsværdi

Lønnes mulighedsværdi
Nogle troede sikkert at gamle Søe var blevet gak gak da han i 1985 meddelte, at han ville starte en ny højskole i det vestjyske landskab. Krisen i højskolen kradsede begyndende landet over og højskolebladet skrev mere om lukningstruede skoler end om nystartede. Ikke desto mindre var det hvad min far og mor, Charlotte og Poul Erik Søe, ville. De ville starte en højskole på gammeldags maner. Genfinde højskolens oprindelige fundament. Gå helt tilbage til grundtanken, og se om ikke det kunne bære. Finde de gamle dyder som højskolen levede på før controllere og ministerier fik fingrene ned i friskolens værdigrundlag. Starte en højskole, der virkelig var fri og i øvrigt familieejet og familiedrevet, som et landbrug. En skole, der sagde nej til de støttekroner statskassen ellers gerne ville putte i højskoler, dog mod at få kontrol med en række af de ting, der skulle foregå – eller i hvert fald kræve dokumentation for, hvad der skete. En skole der stod selv og dyrkede friheden til forskellighed. Men Søe var ikke gak gak. Som altid havde mor og far den overbevisning, at hvis man virkelig vil noget og tror på det, så er det ubetinget det rigtige at arbejde på – en visdom der også er grundstenen i min lillesøster Astrid og min egen opdragelse. Man kan hvad man vil, der skal bare knokles for det. Og knoklet blev der fra 1985 til 2007, hvor Lønne Højskole slukkede lyset i foredragsstuen en sidste gang, mens den stadig var på sit højeste med totalt fuldtegnede ophold.
Det var oprindeligt K E Larsen der kaldte far ind i højskolens verden. Ungdomsoprøret i slutningen af tresserne havde godt fat i de unge, og K E ville ha far til at undervise og samtale om demokrati med eleverne. Mødet med Krogerup Højskole og i særdeleshed K E forseglede fars liv til højskole og plantede den grundtanke, der senere blev til Lønne Højskole. Far slap aldrig K E igen og byggede videre på hans skoletanker, eller rettere hans tro på den oprindelige tanke. I en nekrolog til K E Larsen skrev far i 1998:
”Den, der har været kort sammen med ham, vil kende ham i bund og grund. Den, der har levet længe med ham, vil aldrig begribe ham. Der er ingen afmærkede pædagogiske Marguerite-stier efter ham. Der kan ikke rejses højskole-templer i hans navn. Han var selve det åbne frisind, der lukkede sig om dagligdagen og ikke søgte overskrift. Han var fortælleren, der skyede store ord, skuespilleren, der ikke gjorde sig til, og i sig selv en påstand, der undrende og mildnende måtte høre og svare på andres påståelighed. Der er hos K E ingen enkle hemmeligheder, der kan graves og forskes i. Han var grundlæggende tilfreds med mennesker, som mennesker er. Selvsagt ville han lave os om, men med kendskab til sig selv overtalte han sig i gerningsøjeblikket til at lade være – uden at grunde over det eller at have brug for at stå til regnskab over for Grundtvig og Kold. Højtråbere er de bedste lyttere, skuespillere har størst agtelse for ægte ord, og jurister er mindst rædde for love og regler. I højskolen turde han det sværeste, den programløse skole. Der var hele tiden modetrælle nok med deres liniefag, slagtilbud, korstog og internationaliseringer. Den slags kræver kun stillingtagen et par gange i livet og kan lånes i alle bøger. Men det er sjældent at møde selve det grundtvigske frisind i praksis som hos ham. Pludselig opdagede man, at de fastlåste ideologiske og teologiske systemer ned over et sted er ”holdningsløse højskole”. Hvor alt, også livet selv, retter sig ind efter budene, manifesterne og paragrafferne, er juristen i lederstolen til sidst ene om at turde hævde, at det at være fri endog af systemerne, intet har at gøre med at være ståstedsfri, men at en holdning kan være så lidt påtaget, være så ægte, at den har plads til andre holdninger. At der kan siges ja – og det endnu sværere nej – til andre, ikke som dom, men som hjælp”.
Enhver der har krydset min fars vej enten i hans tid som journalist eller i højskoleverdenen kan nikke genkendende til denne tro på alle mennesker som værdifulde. Kærligheden til frisind. Højskolen indfangede far fuldstændigt. Journalistikken er et godt udgangspunkt for et liv i højskole, da man lærer at beherske ordet og gennem kommentarer og holdninger er med til at beskrive verden omkring sig. Men journalistik er også præget af ensomhed eller tosomhed. Man interviewer et menneske, skriver det i avisen – og så ellers videre til næste historie. Ikke at livet er uinteressant eller mennesketomt, slet ikke, men far brændte for andre mennesker. Det bar hans radioudsendelser også præg af, ligesom hans politiske journalistik på skrift altid indeholdt stor indlevelse i politikernes grundtanker og holdninger, frem for de ofte letkøbte politiske slagord. Far ville fordybe sig i alle han mødte, høj eller lav. Enhver var værd at lytte til, ingen var ligegyldige – alle var lige gyldige. Denne respekt for alle mennesker uanset status, viden og værd er i sandhed hele kernen i far og mors skabelse i Lønne. At lytte og samtale med andre, var den benzin, der fik dem til at tage nye skridt, træde nye spor – og her var højskolen en fuld tank af møder med mennesker. En af dem han mødte i Krogerup var netop min mor, Charlotte, der kom dertil som elev. Det endte med bryllup. Far blev med mor endnu stærkere. De to kunne ikke uden hinanden, de havde samme tankesæt og havde hver deres styrker. Et stærkt arbejdsfællesskab i højskole på både Krogerup og Uldum højskole. Et fællesskab, der var som skabt til at søge tilbage i tiden og genopfinde det oprindelige midt i nutiden. Det blev i hvert fald, efter sammenlagt 12 år på både Krogerup og Uldum højskole, deres livsstykke i Lønne. Et livsstykke der holdt 22 år, indtil de selv traf valget om at sige, at nu er det slut
En højskole bliver til
Jeg glemmer aldrig turen på bagsædet af vores gamle blå Volvo i 1984. Astrid og jeg havde fået en dag fri fra Vejle Fri Børneskole og turen gik til Nørre Nebel i Vestjylland. Den tur var der ikke noget sært ved, vi kom derovre tit, idet mors familie stammede derfra og vi børn elskede at besøge Anni og Søren, der havde møllen i Nørre Nebel. Men midtvejs mellem Uldum og Lønne fortalte mor og far så denne turs ganske specielle baggrund. De fortalte, at familien skulle lave en ny højskole. Flytte fra Uldum og lave vores helt egen skole. Mor og far vidste endnu ikke helt hvor den skulle ligge. Turens formål var at se en gammel folkeskole i Lønne, der måske kunne danne rammen om familieopgaven. På bagsædet var vi ellevilde. Selvfølgelig sendte vi også tanker til vores elskede friskole, der jo skulle forlades – og til den svømmehal der jo var ren luksus for børn at have i baghaven på Uldum Højskole. Men tanken om at skulle lave vores helt egen højskole, sammen med mor og far, tog hurtigt over. Hvis der var noget mor og far altid kunne, så var det at tage vi to børn med i alt der skete. Vi var allerede i Uldum med i højskolen, vi var altid velkomne med mor og far på arbejde, hvis vi da havde lysten. Højskolen skulle ikke være et sted, hvor mor og far hele tiden havde deres gang – men en måde at leve på, hvor også børnenes naturlige skridt havde muligheden for at bevæge sig ind i højskolens univers. Mens Volvoen nærmede sig Vestjylland, gik snakken derfor om den nye højskole. Vi lavede i bilen en lang liste over mulige navne til aftenkaffe og sang på skolen, der ikke bare skulle hedde aftenkaffe, men skulle have så stor værdi, at skulle ha sit eget varemærke. ”Elverhøj” blev det navn, der gennem 22 år betød kaffe, fortælling, hjemmebag og sang. Opfundet i en bil på vej mod vest.
Folkeskolen vi så i Lønne var ikke en helt ny bygning… for at sige det mildt. Bygningen var da i fin stand, men lignede jo slet ikke de paladser der rundt omkring holdtes højskole i. Der var ingen svømmehal, ingen musiklokaler eller store sportshaller. Linoleummet på gulvet var præget af datidens sløjdlokaler, vandet stod op i gymnastiksalen hvis ikke en pumpe kørte udenfor 24 timer i døgnet. Det var lidt slidt og gammeldags. Nogle vil endda sige grimt – men for os var det perfekt til at holde en højskole, der ikke skulle leve på surfing, golf eller modetrælleri, men stå fast på det levende ord. Det levende ord kræver ikke nye gardiner, og det var heldigt, for vi havde ikke pengene. Vi flyttede ind i februar 1985. Som familie kom vi til at vide en del om håbets arbejdsform. Far beskrev det senere i en takketale, hvor højskolen modtog Egholtprisen:
”Min Charlotte, vore børn Jeppe og Astrid og jeg blev hinandens håb da vi begyndte at holde højskole på bar mark. Vi vidste ikke hvad vi ville, men vidste hvad vi længtes efter. Jeg tror på, at længsel er håbets fødested. Det er noget, alle mennesker ved. Og har vidst før alle tænkere og digtere. Man ligger ”alvorligt syg” med mindst 38,2 i feber. Man synes i hvert fald det er nok til at melde afbud. Familien er flinke og tager det helt alvorligt: Vil du ikke have havregrød med sødmælk, ligesom da du var dreng. Har du ikke lyst til rødspætter med persillesovs? Uden at være højtuddannede rådgivere i livsforståelse ved de straks, hvad der skal til. Det handler bare om at få den såkaldt syge til at længes. Ligegyldigt efter hvad. Hvis man bare kan få den vandrette til at længes, så er håbet allerede til stede. At få en pris er for en enkelt dag at få en fjederham, som det hed i gamle Danmark. Håbet melder sig og hedder Egholt i stedet for persillesovs. Men virkningen er den samme. Håbet kommer altid fra de andre. Desuden ved enhver, som arbejder i de frie skoler, at håbet kommer fra deltagerne, fra eleverne. I usædvanlig grad er vi på Lønne Højskole holdt oppe af de folk, der kommer der. Der er ingen andre til at betale, fordi vi har sagt pænt nej tak til statstilskud, og meget kan man sige om staten, men den sender ikke ligefrem penge til folk, der ikke søger om det”.
At højskolen i Lønne var et familiehåb bliver tydeligt, hvis jeg tænker tilbage på alt det der skulle laves, før de første deltagere kunne komme indenfor. Alle de pæne møbler fra barndomshjemmet blev sat over på højskolen – alt hvad vi holdt af skulle gerne være del af højskolen. Hjemme satte vi de møbler, der ikke var pæne nok til at vise frem. Hurtigt virkede den forladte skole som en hjemlig højskole og for os blev det endnu mere et familieprojekt, når deltagerne sad i vores egne sofaer og drak kaffe ved spisebordet fra vores hjem i Uldum. Stole til deltagerne fulgte med i købet af folkeskolen, men de var jo til børn i de små klasser og derfor alt for lave. Her mødte vi for første gang de lokale, der bærer en stor del af æren for at opstarten i Lønne blev så nem. Den lokale tømrer mente ikke vi skulle købe nye stole, de skulle bare ha en klods under alle fire ben. Som sagt så gjort, 320 klodser blev sat på og ingen klodser faldt af gennem de 22 år. Nøjsomhedens land tog mod os – og selv de, der kunne tjene penge på at være skolens håndværkere, fandt på gode spareråd. Enten fordi de forstod hvad der kunne få os til at overleve, eller også netop manglen på tro. En håndværker sagde engang i opstarten: ”Det er en flot bygning, synd der aldrig kommer noget i den”. Vi troede på det. Min gamle mormor malede alle stolene himmelblå, alt imens tømreren gik i gang med skolens ganske specielle talerstol. Far ville jo lave et grundtvigsk sted, hvor ”solen står med bonden op, slet ikke med de lærde”. Et sted, hvor det ikke var foredragene der var det vigtige, men mødet mellem forskellige mennesker. Og de grundtanker skulle også være i skolens møblement. Derfor skulle talerstolen ikke være et ophøjet alter, som det ofte ses, men et simpelt læhegn. Tanken var at man skulle tale med naboen henover hegnet, og præcis sådan blev talerstolen i foredragsstuen. En lokal maler cyklede en dag indenfor i gårdspladsen. Med sig havde han en række tegninger af højskolen, som han havde lavet til fri brug i vores foldere. Med tegningerne fulgte de forløsende ord: ”Vi skal jo ha det her til at gå”. Mødet med Vestjylland var hjertevarmt. Et godt naboskab med egnen er livgivende for højskoler, og er jo nogle steder gået galt. En højskole skal ikke være et samfund i samfundet, men et levende sted på en levende egn. Derfor var ordene fra maleren et stempel på en kontrakt og gensidig respekt mellem egn og skole. Bag højskolen lå egnens fodboldbane, hvor Lønnes eget fodboldhold have deres hjemmebane. Det ville vi selvfølgelig ikke ødelægge, så da vi byggede bostederne bag højskolen opkøbte og drænede vi nabogrunden til fodbold. Efter nogle år var Lønnes fodboldhold dog blevet så lille, at man måtte låne nogle af modstanderens spillere for at stille fuldt hold, og derfor blev fodboldbanen til en sagahave, hvor vi med deltagernes hjælp plantede træer og buske fra oldtidens Danmark. Vi satte runesten, lavede tingsted og ikke mindst lavede Danmarkshøjen, hvor deltagerne kunne tage en græstørv med hjemmefra og ”skrive sig i bogen”. Sagahøjen voksede gennem de 22 år og indeholder jord fra hele Danmark, medbragt til højskolen af deltagere i poser og sække. Enkelte sendte også græstørv med posten til højskolen, til landpostens store forundring.
At strække det midlertidige ud
Sagahavens Danmarkshøj, dannet af deltagernes græstørv, er faktisk et sindbillede på det Lønne Højskole blev. Højen var aldrig blevet virkelig uden møder mellem mennesker. Den voksede i takt med dem, der deltog. Og indholdet kom fra dem, der medvirkede. Og helt i tråd med mor og fars grundtanke, er det ikke dem der får ideen til en høj som gør den mulig, men dem der deltager i ideen og husker at gribe spaden og grave i den danske undergrund før de drager af sted mod højskolen. Da far og mor valgte at lukke højskolen i 2007 skrev de i en takkehilsen på højskolens hjemmeside netop om dette samvær med deltagerne:
”Højskole vil altid være et midlertidigt fællesskab, men for os har det været enestående, at deltager efter deltager strakte det midlertidige ud og gjorde det varigt, sådan som vi også mærker det her i sommeren, hvor det føles, som om Lønne stadig lever – som om hænder, der blev strakt frem, aldrig vil synke. Kun ordet helliger huset, siger Grundtvig om kirken. Udsagnet kan overføres på højskole, når indhold og samvær bygger på det, han søsatte. Målet i Lønne var aldrig at sælge fastlåste synspunkter og holdninger, men alene at gøre folk stærkere i det, de selv kom med. Lønne Højskole levede af den forskellighed, som deltagerne medbragte. Virkeligheden får ånd og kraft af den spænding og den iver efter at komme hinanden i møde, som kun findes i forskelligheden. Folk, der kom her, blev aldrig kaldt elever, som om højskolen på nogen vis var i stand til med ånds-elevator at løfte mennesker op over sig selv. Vi valgte ordet deltagere, netop mennesker, der tager del i det folkelige møde, højskole kan være. Næsten 48.000 ansigter ser på os fra det, der nu er erindringens skatkiste, hvori det gemte finder en fælles form, ikke som et lukket kredsløb, men som en uendelig kæde, der er stadig ny ved indledningen og slutningen. Tilværelsen slutter sig sammen og får deraf kraft til at tage fat forfra”.
Hvis man vil tage fat forfra, må man skønne på de skatte der er efterladt af andre. Og hvad var det så Lønne Højskole kunne. Enhver kan se, at jeg er inhabil i det spørgsmål. Derfor må det tolkes som ren højskolesnak. Men set i bakspejlet er det meget synligt for mig, hvad der gjorde Lønne Højskole så speciel – og hvad der fik nogle i højskolebevægelsen til at fremhæve skolen gang på gang i tale og skrift: Det nye var alene respekten for det gamle. At turde gå mod strømmen. At ville stå selv, i en tid, hvor politikerne helst ville ha at man stod på række og gik march. Og så er det klart for mig, at også mødet med min fars ord trak fulde huse og min mors omsorg for enhver der kom indenfor gjorde stedet hjemligt og eftertragtet. Far har dog altid benægtet, at stedets succes havde noget med hans ord at gøre. At skabe Lønne kan enhver, der tager højskolens værdi og grundtanke alvorligt.
Grundtanken mødte mor og far som tidligere nævnt stærkest hos K E Larsen, og en enkelt oplevelse fra Krogerup trak far igen og igen op som eksempel på hvad vi skulle efterleve. Den historie forklarede meget af det, der blev Lønne: I tresserne skrantede sangen på højskolen i Krogerup. Højskolesangbogen blev næsten ikke taget frem. Det kunne K E Larsen ikke ha. Sangen var højskole for ham, som han kendte den fra højskoletiden i Sønderborg. Hvis sangen forsvandt, så ville folkeligheden også forsvinde. Far oplevede K E Larsens kamp for sangen på Krogerup, her beskrevet med fars egne ord:
”K E blev ved, selv da sangen for længst var død mange andre steder. K E Larsen sad sidst i tresserne morgen efter morgen ved flyglet på Krogerup og spillede fra Folkehøjskolens Melodibog. Det var første vinter, jeg var der. Det særegne var imidlertid, at morgensangen var ikke på timeplanen. Det var frivilligt, blev det understreget. Der kom ti den første morgen. I løbet af en uge var vi nået ned på fire, og vi kom ikke højere op. Det var K E, to elever og jeg. Der var i hvert fald plads nok i skolens store sal. Her fik jeg min første opdragelse i frihedssynet på Krogerup efter K Es læst. Jeg fandt det lidt koldt og tomt med fire mennesker i den store sal, og derfor foreslog jeg efter fjorten dages forløb K E, at morgensangen blev flyttet. Der stod et klaver i et af de mindre undervisningsrum, og det mente jeg var et mer passende sted i forhold til besøgstallet. – Nu skal du høre, Søe, sagde K E og blev meget KE’sk i stemmeføringen. Hvis vi flytter til et lille rum, hvor ikke hele skolen kan være, så gør vi os selv til en sekt, så er morgensangen en religiøs handling for de særindviede. Når vi er i salen, så er tilbuddet om frivillighed ægte. Der er plads til alle. Kommer de en dag, så falder de ikke ind i en lukket kreds, men kan bare sætte sig ned og være med. De kom ikke. I løbet af den vinter holdt morgensangen op. Men jeg må sige, at det var en værdig død.
Den grundtanke om frihed og frivillighed var gennemgående i alt hvad Lønne Højskole stod for. Far og mor ville ikke forme eller gå forrest, danne eller påvirke. De ville gøre folk stærkere i det de selv kom med. Højskolen skulle ikke meddele noget nyt. Livsoplysning er generindring. Lønne skulle bygge på folkets fælles viden. Den skulle være et mødested, hvor den folkelige viden som et fællesskab udveksles mellem mennesker med forskelligt udgangspunkt og forskellige holdninger. Alle synsmåder skulle kunne komme til orde og måtte finde sig i modsigelse. Vigtigst var den samtale, der ikke tvang sit eget igennem, men hvor man var hinandens mulighed.
Friheden til forskellighed
Det er flotte ord – og kan i et skræmmende øjeblik forveksles med virksomhedernes slogans eller slagord. Men for mor og far var det blot almindelig virkelighed, som de levede efter både som højskolefolk og forældre. Far sammenfattede det oprindeligt i slagordet ”Frihed til forskellighed”, der i dag – til hans store glæde – har bredt sig til mange andre munde rundt omkring i samtale. Fjerner man Kold fra højskolens skabelsesberetning, så mente far at højskolen blev til hos Grundtvig i det øjeblik historikerne sagde offentligt, at hvis gud havde skrevet biblen, så havde de skrevet det meste af fra andre religioner. Der var stor splittelse mellem præster og historikere, samtale blev til debat og konfrontation. Præsterne ville ikke tale med historikere længere, og omvendt. Grundtvig tænkte anderledes. Det var netop NU det var væsentligt at tale sammen. Det var først nu, hvor forskelligheder kunne brydes, at samtale var værdifuldt. Men samtalen kunne selvsagt ikke finde sted i kirkerne, da præster og religion herskede her – og ej heller på universiteterne, hvor forskere og videnskab havde magten. Man måtte kunne finde et neutralt sted, hvor holdninger kunne brydes mellem forskelligheder. Det var i fars øjne Grundtvigs virkelige skabelsesøjeblik for højskolen. Netop derfor skrev far mod faghøjskoler, der enten tilbød idræt eller golf som hovedfag. De steder ville primært blive opsøgt af folk med samme interesser, som så ikke ville kunne andet end at samtale om det alle de andre vidste i forvejen. Også hjerteforeningens højskole var i fars øjne dødsdømt, da deltagerne her jo bare ville tale om pacemakere og hjertemedicin. I fars øjne var det værdifulde, at en læsehest mødte en fodboldsspiller og en bonde mødte en forbruger. Netop som han og mor selv havde det, når de mødte andre mennesker. Et sådan mødested blev Lønne Højskole.
Stolthed er ikke et ord som mor og far ville bruge om deres livsværk. Det må andre kalde det på deres vegne, hvis de vil – og det vil med sikkerhed blive slået hen. De to kunne få det til at lyde helt nemt og selvfølgeligt at Lønne blev det sted det blev. Og det er nok netop der hemmeligheden ligger, man skal føle værdien fra Grundtvig så meget, at den bliver del af sig selv. Mærke grundtanken så voldsomt, at den bliver en naturlighed i tanke og virke. Sådan var det hos mine forældre en del af deres hjerte. Men jeg kan med sikkerhed sige, at det var en bedrift at starte og drive Lønne Højskole. Det kørte som et landbrug, hvor bondekone og mand måtte slide og slæbe for at få det til at gå – også med børnenes hjælp. Far og mor var ”på gården” fra morgenmad kl. 8 til ”Elverhøj” sluttede klokken 22 – og min søster og jeg blev taget med på råd og taget med i arbejdet som en naturlighed. Vi holdt begge vore første foredrag i Lønne, og stoppede aldrig med at have Lønne som vores livs udgangspunkt. Lønne blev stedet vi vendte tilbage til og stadig vender tilbage til i tankerne, når vi skal træde nye skridt i livet.
Når højskolen var deltagerfri, så skulle regnskaber og foldere laves. Forberedelserne blev gjort med sikker og stilren hånd i tæt samarbejde mellem mor og far. Fælles ideer blev til ord i højskolens foldere, og mor sad på kontoret ved telefonen for at få medvirkende ved klaver, folkedans og fortælling på plads. Far sad ved en rimelig nymodens computer, der kunne mindre end hvad nutidens mobiltelefoner kan. Men for far, der fra sin avistid kendte typografiens blysætning, var computeren meget moderne. Han omdøbte dog med det samme de udenlandske EDBord til dansk – og således blev tekstprogrammet WORD omdøbt til runehakning. Folderne var enkle i deres design, altid i sort hvid – og langt væk fra de brochurer, der ellers kaldte til samling på andre højskoler. Også her var rammen ikke det væsentligste – ordene skulle leve selv. Når runehakkeren havde spyttet en folder ud, så gik mor i gang ved en gammel offset trykmaskine vi havde købt brugt, og her blev folderne til mængder. Familien blev hidkaldt, helt ud i sidste led af slægstræet, for nu skulle alle de trykte 4Asider foldes, samles sammen i bunker med 18 forskellige i hver og lægges i kuverter. På disse skulle frimærker slikkes 10.000 gange og påklistres for at spare en portomaskine, og en lille lap med adresse skulle også klæbes på med en limstift, derefter afsenderadressen med limstift og også limstift til en lap med ordet ”tryksag”, der forsinkede posten 2 dage, men sparede 25 øre. Senere blev der råd til noget så fornemt som et stempel med afsenderadresse og tryksag, hvilket sparede mindst en dags arbejde. Det år vi for første gang kunne stemple hurtigt, frem for at lime lapper på kuverterne vidste vi, at Lønne var godt i gang. Det var et kæmpe arbejde, men også det vi i familien forstod ved hyggeligt samvær – det var de to årlige familiefester – og det virkede.
Der blev sendt til alle lægers venteværelser og til biblioteker – samt til dem der ringede for at få foldere. Det blev flere og flere kuverter gennem årene, og ringede man én gang efter foldere, så sendte vi i 5 år. Man kunne jo bare give dem væk til naboen. Vi averterede kun de første år, ikke helsidesannoncer i fuldfarve med billeder og slagord, men bitte små annoncer der blandede sig med dødsannoncer og ”jern afhentes gratis”. Præcis de rubrikker, der altid bliver læst i en lokalavis. Efter nogle år blev annoncerne skrottet og lykkeligt afløst af mund til mund metoden. Det er dog den bedste og mest livgivende reklame, at folk vil fortælle videre og endda kan finde på at komme tilbage. Vi kaldte tilbagevendende deltagere for stedsegrønne, og de blev del af familien.
Da friheden blev genopdaget
I starten lignede ophold i Lønne de kurser man kan få om sommeren på andre højskoler. Ikke i indhold, men i form. Friheden der fulgte med det rungende NEJ til statstilskud var endnu ikke gået op for os på højskolen i Lønne, selvom vi jo selv havde råbt NEJ. Ophold varede 8 eller 14 dage, som var det tidsrum der andre steder udløste tilskud. Men langsomt bevægede højskolen sig i en friere retning. Det var en pludselig opdagelse at emnet kunne bestemme længden af et ophold. Vaskerimanden, der kom med rent linned til bostederne, ville gerne selv til Lønne, men tiden og arbejdet krævede ham, og derfor kunne der kun blive tid til en weekend. Pludselig gik det op for mor og far, at netop en weekend kunne være fin tid til højskole. Dog skulle weekend i det Søe’ske omdøbes omgående. ”Vi skal tale dansk om vores fridage”, sagde far, ”og når man kan sige årsskifte, kan man også sige ugeskifte”. Og således kom ”skiftedage” til verden, et højskoleophold fra fredag eftermiddag til søndag middag. Den højskoleform ramte plet, langt som en kroferie, men med mere indhold end mad og dans – et kik ind i højskolens verden, et tiltrængt besøg på rastepladsen før man ræser videre derudaf. Skiftedage i Lønne var til genbrug – som en ferie i forbifarten. Af og til må man stoppe op for at komme videre! Skiftedage fortsatte alle år og mere end 19.000 mennesker fandt vej til netop denne højskoleform. Skiftedage var for den, der aldrig havde været på højskole. For den, der ikke havde længere tid fri. For den, som ville prø­ve højskole før et længere ophold. Og for den, der engang var på højskole og ville genopleve det som levende nutid. Skiftedage blev en sammenhæng af højskolernes bedste erfaringer – fortælling, foredrag, samtale, musik, kunst, sang, fest og dans. Et ugeskifte med skiftende indhold og skiftende fortællere. Foredrags-emnerne så man først ved ankomsten til højskolen. Overraskelser hørte med til et skift.
Skiftedage blev livgivende gensyn med mange deltagere – og nu blev friheden for alvor synlig på Lønne Højskole. Ophold begyndte at vare hvad emnet holdt til. De 8 og 14 dage blev afløst af en skole, der for alvor stod selv og tænkte nyt. Man kunne lave et ophold, hvor vi skulle synge hele Grundtvigs ”Syvstjernen” på 849 vers, med fortælling og foredrag om versene undervejs. Det ville tage 3-4 dage og kunne nu ligge fra mandag til fredag. Det blev livgivende at opdage hvad frihed kan gøre ved sindet. Her kom også højskolerejserne ind i billedet, som også blev en stor del af højskolens liv. Lønnes rejser havde altid en historisk kerne som udgangspunkt og stræbte efter at indleve sig i folkenes nutid. Færøerne var stedet vi igen og igen besøgte, en kærlighed som både mor og far havde – men også Schweiz, Danelagen, Slesvig, Estland, Holland, Normandiet og Ungarn var nogle af de lande, der blev besøgt gennem årene. Næsten altid i bus, med fars fortælling hele vejen frem og næsten altid i danskernes fodspor. Vikingerne og oldtiden var med i bussen fra Lønne, som i bugen også havde campingborde til tag-selv-bords frokoster i det grønne eller i grøftekanten, hvor det nu engang passede ind med et stop. Formen på rejserne blev velkendt og mange tog på flere højskolerejser gennem de 22 år. Det var en rejseform med indhold, og som gruppe kom vi også ind steder, hvor man normalt ikke fik adgang. Alle steder var fortællingen og sammenhængen med det nordiske folk en fast og gennemgående overskrift.
Man står i gæld til dem, man kæmper mod
Det kan virke som et opgør med det eksisterende at fremhæve modstanden mod statstilskud. For nogle kan det virke som om hele Lønne Højskoles fundament var et stort angreb på alle de andre højskolers måde at være i live på. Men sådan måtte Lønne Højskole aldrig opfattes, og blev det da heller ikke af dem, der havde hørt far tale om de frie skoler – eller blot de, der havde krydset vores vej. Far var aldrig modstander af sine modstandere. Tværtimod hyldede han dem, der var uenig med ham – eller gjorde tingene på en anden måde. Selv skrev han om sine modstandere: ”Når jeg her kæmper mod andre og deres meninger, er det først og fremmest en kamp med mig selv. Derfor står jeg i gæld til dem, jeg skriver imod. Uden ville jeg ikke vide, hvad jeg mener”. Og han mente det! Han udlevede det hver eneste dag. Far var en krigsmand på ord, men ønskede ikke nødvendigvis at vinde kampene. Kampens hede ord var vigtigere end sejren. Han ærgede sig over, at højskoler ikke længere var en selvfølgelighed i Danmark og i det danske demokrati. Da højskolerne blev trængt, blev højskolen pludselig noget man skulle forsvare, noget man skulle kæmpe for. Da Poul Nyrup Rasmussen i 1998 ville stramme op blandt unge, for at komme fjumreår og spildtid til livs, hvilket blev en ”trend” der i nogle år kostede højskolerne mange elever, skrev far om Nyrup: ”Umiddelbart får man det indfald, at det må være bedre at fjumre som ung end som statsminister. Men skønt enhver tæt eller langt fra Nyrups parti kan se, at den nuværende statsminister er det største fjumrehoved, der nogen sinde har siddet på statsministerposten, Madsen-Mygdal medregnet, så tør ingen sige det”. (Jeg bør tilføje, at det er skrevet i samtiden og altså før Fogh). Far mente det var mod livets lov at stramme op, for det er ens fjumren og fejl, man lærer af. Også når han blev angrebet på det personlige opfattede far det som en styrketest på ord.
Lønne Højskole var ikke velkommen i det fine selskab af folkehøjskoler, vi måtte ikke komme med i foreningen af folkehøjskoler – ligesom vi ikke måtte være med i fællesbogen over højskoler. Det var nemlig kun for dem, der modtog statsstøtte. Tvind, scientology og Indre Mission havde fri adgang, men Lønne Højskole kunne ikke være med. I stedet for surhed så far altid fremad. Han mente istedet at tiden hurtigt kommer, hvor vi bliver nødt til at finde sammen om andre grænser end hvem der søger statsstøtte og hvem der ikke gør. Han mente højskolerne skulle søge tilbage til deres sammenhænge i friskoler og efterskoler i stedet for at være fine på den. Vi skulle kendes ved slægten i højskolebevægelsen. Han talte for højskolernes frigørelse fra staten og det blev også taget op af SF’eren Poul Dam på tinge, der udarbejdede et lovforslag om højskolernes overlevelse, der netop byggede på selvsamme tanker. Far undrede sig meget over, at Niels Højlund ikke ville trykke det forslag i højskolebladet, men tilføjede: ”Vi i Lønne skal ikke presse på, vi har nemlig ingen drøm om at være læst for andre højskoler. Vi mærker jo ikke krisen i Lønne, hvor deltagerantallet har været stabilt gennem alle årene. Men vi mærker det da i sindet”. Far mestrede de hårde ord, der trods hårdheden havde en form, så de ramte blødt og vakte til eftertanke frem for vrede – og de ord blev ofte til på Lønne Højskoles talerstol.
Den gamle samfundsrevser havde højskolen slet ikke slukket for, og far fortsatte med sine skriverier og kommentarer i aviser og magasiner. Da internettet blev virkelighed, startede han derfor også en enmandsavis på nettet. Jeg var selv fanget af nettet og lavede hjemmesider, og lærte far det basale indenfor produktion af hjemmesider. Der gik ikke længe inden han, som sædvanligt, havde overhalet indenom. Det blev til tusindvis af artikler, der kommenterede politik og livet højaktuelt, humoristisk og råt. Han blev for alvor bidt af internettets tilgængelighed og frihed. Ingen redaktør behøvede at godkende holdningerne. Et tryk på en knap og holdningerne var delt med dem, der ville være med. Ligesom i Lønne. Efter kun et år på nettet havde han flere læsere på enmandsavisen end kristeligt dagblad og Information. Nu, efter hans alt for tidlige død i marts 2008, har vi bevaret enmandsavisen som et billede på den respekt han havde for dem han talte imod. Og sådan var det altså også med den øvrige højskolebevægelse. Han kæmpede indædt en kamp for at fremhæve ordet FRI i friskolebevægelsen, men ikke som et opgør eller nedgørelse af dem, der tænkte anderledes. Han ville bare ikke selv bindes på hånd og mund.
Ordets mulighedsværdi
Et eksempel på hvor livgivende andres kampe var for far er striden i højskolerne omkring det reklameslogan der fortalte om højskolerne som et sted, ”der danner din succes”. At tage på højskole skulle give succes og bedre karriere. Højskolerne brugte pludselig tidens selviske penge-sprog og glemte hjertesproget. Det var springbræt til en ny tanke i Lønne. Far ledte efter et ord, der kunne bruges om Lønne når de andre brugte succes. Ordet blev fundet hos den danske tænker Ludvig Feilberg. ”Mulighedsværdi” var hvad Lønne havde, og hvad Lønne kunne byde på. Der var ikke lovet guld og grønne skove efter et ophold i Lønne, man kunne ikke få en karakter eller bruge opholdet positivt i forhold til karrierens papirer. Faktisk måtte man ikke få noget med hjem – og gjorde man alligevel, så var det fordi man havde grebet muligheden til samtale med de andre. Fordi man var blevet stærkere i det man kom med.
Ordet var det stærkeste i højskolens virke. Både ord fra sagn og sang, fra fortælling, foredrag og samtale. Ordet var det bærende og nok til at bygge højskole på. Fars liv var ord! Fra 2002 blev han optaget af ordets magt, da han første gang skrev om ordets evne til at skabe og skæbne. At ”ordet skæbner hvad det nævner”, som også er de ord vi har valgt til hans gravsten i Agri på Mols. Til friskolernes 150-årsdag skrev han om ordets skæbnekraft følgende, der her bringes frit i uddrag:
”Ord er skæbne. Jeg tror på, at ordet ikke bare skaber, hvad det nævner. Ordet skæbner også, hvad det nævner. Vi er styret af de ord, andre tildeler os. Den egentlige skæbne er at være i ordenes vold. Vi lader os voldtage af ord, indtil friheden melder sig som salig helbredelses-kløe i et sår. Sådan løb ordene social og socialisme imellem os og endte med at gøre os ufri. Det, der skulle skabe fællesskab, blev til undertrykkelse. Da fællesskabet blev ideologi, en forestillingsverden af fremtidig lykke, så endte det i vold og ufrihed. Men man kan ikke binde ånd, frihedens ånd. Friheden vil melde sig som nye sange, nye salmer, ny nøgleraslen og nye tællelys-flammer, hver gang modetrælleriet gør os ufri og gør politik til religion. Sådan vil markedsøkonomien ende i sit eget vrangbillede. Sådan vil evalueringen dø den dag, nogen evaluerer evalueringen og opdager, at dens mål er styring og ufrihed. Lige nu falder de fleste for den kriblende lyst til at udfylde skemaer. Der er folk, der ikke kan bo en enkelt nat på et hotel uden med liderlig lyst at udfylde et skema, der gør sig til dommer over hotellets medarbejdere. Nullermændene under sengen og et par glemte  underbukser indgår i en nøje evaluering, før gæsten uddeler stjerner eller kokkehuer. For et øjeblik har man magt over et andet menneske, tilmed én man ikke kender. Ikke et sekund er der plads til den tanke, at den, der skulle have gjort rent, netop i går havde et sygt barn. Lysten til at dømme gør ikke bare hende ufri, men også én selv. I de frie skoler sidder man med et nyt trældoms-ord, værdigrundlag. Styrelser, forældre og lærere skal sidde og skrive fristil om, hvilke værdier skolen bygger på. Og ordene skal indgå i vedtægterne. Alt sammen fordi det for en halv snes år siden blev mode i erhvervslivet. Pengefolkene ville skjule, at det egentlige værdigrundlag var størst mulig indtjening og mindst mulig beskatning. Vi har haft frie skoler i mere end 150 år uden noget nedskrevet værdigrundlag. Slægtled efter slægtled så de frie skoler som væksthuse. De skulle ikke befamles med enshedens sprøjtning og vare-deklarationer. Værdigrundlaget var aldrig nedskrevet, men altid historisk-poetiske ord. Loven for folkelivet – som alt for liv – er uophørlig bevægelse. Sådan mente Grundtvig. At tvinge folk til at skrive trosbekendelser for fri skoledrift er ene og alene at berede mulden for ny fundamentalisme, hvor det nedskrevne værdigrundlag ender som en spændetrøje. Det, undervisningsministeriet kræver af skole-styrelser, skoleledere og lærere er det, som Grundtvig aldrig selv kunne. Ministeriet tror ud fra nedskrevne værdigrundlag at kunne spærre de frie skoleformer inde i et æske-system. Værdigrundlag er alene skabt for evalueringens skyld. Man skal have noget at måle ud fra. Den egentlige frihed er, at vi er fri for opskrifter. I fremtiden skal vi sættes i stå af fristile, der kaldes værdigrundlag og er bestilt af statsmagten. Vægten, centimetermålet og karaktererne skal dræbe det ustyrlige i det historisk-poetiske. Det grundtvigske og det koldske skal laves om til ideologi. Tro mig, de nedskrevne værdigrundlag er indledningen til fundamentalisme. De bliver til trosbekendelser. Man skal være rigtig grundtvigsk, rigtig koldsk. Væk er retten til at træde ind i den frie skole helt som sig selv, uden særlige forudsætninger og en hel masse grundtvig-koldske læreregler, bare med lyst og i forvisning om, at er man ikke grundtvigsk i dag, så bliver man det nok i overmorgen – ikke fordi det kræves, men fordi i 150 år er det, hvad der er sket med de fleste. Det er derfor skolen skal være fri”.
Friheden i Lønne var ikke bare noget omkring statsstøtte. Den var som tidligere nævnt selve skolens sjæl og ånd. For far og mor var friheden ikke et begreb, men et levende væsen som er en af de stærkeste kræfter i tilværelsen. Et levende væsen, der overlever enhver underkuelse.
Efterdønninger der lønner sig
Hvis man skal tale om en efterdønning fra Lønne Højskole, må det være at vi genkaldte bevidstheden om, at den oprindelige højskoletanke er mere end nok at bygge skole på. Fjerner man alt, der er kommet til siden: statskroner, kontrol, statistik, reklameslogans og politisk magt – ja så står man tilbage med den rene vare, som kan vise sig at være nok. Kærligheden viste sig at ligge i gentagelsen. Og det er da en forjættende tanke for enhver friskolemand.
Grundtvigs højskoletanke er stadig et kabel, der kan trækkes nye lampesteder fra. Nogle er blålys, andre brænder varmt og klart. Tiden i Lønne viste, at jo tættere på hovedkablet man vælger at sætte lampestedet, jo stærkere brænder lyset. Stedet vi valgte gav et ganske godt højskoleliv, der ikke er brændt ud – selvom det er slukket.
Jeppe Søe, foredragsholder og journalist i Blended Media – www.jeppe.dk

Sukker, slaver og sørøvere

Af Jeppe Søe – (Skrevet til Sydbanks medlemsblad)
Når vi hører om Caribien, lukker de fleste af os øjnene og tænker på en mulig kommende lottogevinst. Vi ser billedet af lange sandstrande med palmer og azurblåt hav, hvor bølgerne slikker romantisk og stille op ad stranden, som om de smager på øerne i små delikate mundfulde. Koraller, der lokkende kommer dig i møde, når du med snorkel ligger i vandoverfladen, og en sol, der bager konstant i kombination med en frisk brise. Og det er da også den visuelle sandhed, der møder dig, når du lander på De – tidligere – Dansk Vestindiske Øer. Det er som at sætte foden i paradis. Men at besøge De tre Dansk Vestindiske Øer forpligter. Selvfølgelig kan man bruge hele ferien på en solseng ved poolen eller kaste sig i bølgerne med surfboardet – man kan altid besøge lande, uden reelt at have været der, og det er desværre en meget normal rejseform i dag. Charter-begrebet betragtes som en pakkeløsning, hvor man ikke behøver at tænke selv, men bare følger de planlagte stier. På De Dansk Vestindiske Øer er det en dødssynd at være planfølger. Øerne er en opdagelsesrejse i den danske historie – et paradis med torne, der giver en klar forståelse af, hvem vi er – og hvem vi har været.
”Vil du selv fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod”
Da jeg første gang satte mine ben på De Dansk Vestindiske Øer, var det med kameraet på skulderen. En dokumentar om stedet skulle i kassen. Baggrunden var, at et rejseselskab ville til at sende danske turister i massevis til øerne. Danskere kender de godt derude. Vi har været der siden 1633 og har misbrugt, udnyttet og slået ihjel. Vi danskere har 251 år holdt landets sorte befolkning som slaver. Vi har straffet med piskeslag, spændt dem nøgne bag hestevogne og trukket dem af sted i fuld fart, til kun enkelte lemmer sad tilbage i seletøjet. Vi har været dem, der bestemte, og har gjort det med en råhed og styrke, der får dagens torturskandaler til at ligne en tur i Disneyland. Men vi var også dem, der med Peter von Scholten i spidsen satte dem alle fri.
Den vestindiske guldåre
I 1633 får Jan de Villum et kongeligt brev, der giver ham eneret på handelen til og fra Vestindien. Det kommer der ikke meget ud af. På det tidspunkt har de store kolonimagter, først og fremmest Spanien, men også Holland, Frankrig og England, koloniseret størsteparten af Caribien. Først i 1652, hvor skibet Fortuna kommer til København fra St. Thomas med en meget værdifuld last om bord, fik de danske købmænd blod på tanden. De overtaler Frederik den 3. til at stifte Caribiske Kompagni, som får fast tilholdssted på St. Thomas. Den første guvernør og kommandant på St. Thomas – Erik Nielsen Smit – udnævnes i 1665, og allerede året efter afgår den første last til København bestående af sukker, kakao, kanel og pukkenholt (en hård træsort). 30. marts 1666 går Dannebrog til tops på St. Thomas som bevis på, at Danmark er blevet 83 kvadratkilometer større. Forretningen kan gå i gang for alvor.
Mange problemer dukkede op undervejs. Skiftende guvernører var enten sadistiske eller forbryderiske. Værst var Nicolaj Esmit, der gik i ledtog med sørøvere for egen vindings skyld og behandlede slaverne som dyr. Esmit blev henrettet på Nytorv i København, men de nye folk på øerne var ikke mildere stemt. Også den almindelige logistik til og fra Danmark i skib var en svær nød at knække. Søfolkene havde hørt mange skrækkelige historier om den 3 måneder lange overfart, livet derude med sygdom, varme og den næsten sikre død, så de skulle ikke nyde noget af at melde sig frivilligt. Derfor var man tvunget til at rekruttere størstedelen af besætningen fra fængsler og forbedringshuse. De fleste gange bestod besætningen af fanger med lange fængselsstraffe – endog fanger med dødsstraf – og for at sætte kulør på det hele smed man 10-15 kvinder, der havde levet af utugt, med i købet, 1/3 af skibets besætning døde under overfarten.
Trekantshandel var den grufulde skatkiste
Nogle smarte købmænd i Danmark kommer på alle tiders ide – nemlig trekantshandel – og nu ringer kasseapparatet. En dansk trekantshandel foregår på den måde, at en købmand chartrer eller køber et skib, som han fylder med våben, tøj og spiritus. Skibet sejles ned til de danske besiddelser i Vestafrika – på Guldkysten og Peberkysten. Her bliver varerne solgt til gengæld for sorte slaver, som så sejles til St. Thomas, hvor de sælges på Fort Christians gårdsplads. Skibet genlastes med sukker og den lokale Cruzan Rum og afgår til Danmark. Mange vil sikkert huske, at dansk tv for nogle år siden sendte “Jul i Gammelby”. Her havde købmanden helt mistet juleglæden, og den kom først til ham, da han modtog nyheden om, at hans skib var vel ankommet til København. Det var netop en trekantshandel, og når en sådan lykkedes, blev købmanden utrolig velhavende. Trekantshandlerne gjorde, at Danmark og købmændene i de næste 50 år tjente formuer på Dansk Vestindien, og antallet af slaver steg til omkring 40.000, da det var på sit højeste.
Peter von Scholten
England tager øerne fra os i forbindelse med krigene i starten af 1800-tallet, og først ved fredsforhandlingerne i Kiel i 1814 får Danmark øerne tilbage. Dette fører os frem til den vel nok mest markante personlighed i Danmarks 251-årige ejerskab af Jomfruøerne – nemlig Peter von Scholten. Gennem hele sin tid på Dansk Vestindien som guvernør og senere generalguvernør har von Scholten et godt forhold til de sorte, og i 1834 gør han de frie slaver ligeværdige med de hvide. Von Scholten er selve grunden til, at vi i dag kan tage tilbage til øerne med oprejst pande. Von Scholten var det første ”ordentlige menneske”, der med hjerte blev sat til at kontrollere øerne. Dog må von Scholten efter nogle år konstatere, at han er ved at miste grebet. På den ene side vil han gøre alt for, at slaverne får deres frihed – men på den anden side ved han også godt, at hvis slaverne får deres frihed, vil de ikke vide, hvad de skal stille op med den. Han ser uddannelse som den eneste holdbare vej til slavernes frigørelse. Samtidig har von Scholten stort set hele Danmark imod sig – hvor de fleste ikke forstår, hvad der foregår. Det er den almindelige opfattelse, at øerne og slaverne skal køres med hård hånd med henblik på at skaffe det størst mulige økonomiske overskud.
Sæt slaverne fri, men til hvad?
I 1847 barsler den danske regering med en lov, der automatisk frigiver de slaver, der bliver født efter den 28. juni 1848, som er dronningens fødselsdag. Resten af slaverne skal vente yderligere 12 år på deres frihed. Ideen er for så vidt god nok, fordi den giver den danske regering tid til at finde ud af, hvad man skal stille op med de erstatningskrav, der givet vil komme fra plantageejerne. Problemet er bare, at det er for sent, og det ved von Scholten. Han har et tæt forhold til slavernes leder, Buddo, og ved, at slaveoprørene breder sig ud over hele Caribien – Buddo planlægger en fredelig demonstration i Frederiksted på St. Croix, hvor slaverne går med fakler gennem byen. Buddo ved, at von Scholten er på vej med skib fra St. Thomas til Frederiksted, og han regner med, at von Scholten, når han ser opstanden, vil give slaverne deres frihed.
Imidlertid skifter vinden til havs, og skibet må lægge til i Christiansted i stedet for. Det medfører, at situationen i Frederiksted udvikler sig, og de 8.000 slaver, der deltager i demonstrationen, begynder at sætte ild til bygningerne. Langt om længe ankommer Massa Peter – som de sorte kalder von Scholten – til fortet i Frederiksted.
Her erklærer von Scholten: “Now you are free – you are hereby emancipated” (“Nu er I frie – I er hermed givet fri”.) Dette skete den 3. juli 1848. Den 14. juli 1848 forlader von Scholten Christiansted – syg og nedbrudt – og tager hjem til Danmark. Tilbage på øerne går det præcis, som von Scholten har forudset og frygtet. Nu bliver slaverne for alvor slaver. Plantageejerne bestemmer nemlig helt, hvor meget de vil betale i løn, og slaverne mærker nu virkelig til fattigdom. Samtidig intensiveres dyrkningen af sukkerroen i Europa, og det betyder, at bunden ganske enkelt falder ud af øernes økonomi – og danskerne mister helt interessen for driften. I 1916 – midt under 1. verdenskrig – bliver man enige med USA om en købssum. Prisen er sat til 25 millioner dollars. Danskerne går til stemmeurnerne, og den 31. marts 1917 stryges Dannebrog, og Stars and Stripes går til tops – eventyret sluttede, og et nyt kunne begynde.
Historien bevaret
I dag står øerne med historien bevaret. Men kan træde direkte ind i von Scholtens værelser, besøge plantagerne, se storheden og de danske spor. Avisen hedder stadig ”Sct Croix Avis”, gaderne hedder Bredgade, Skolegade og Købmagergade. Når man står på torvet foran fortet i Christianssted, kan man næsten stadig se de 8.000 slaver, der fra Scholtens mund får friheden foræret.
Det at være dansk får en ny vinkel med ganske andre undertoner end ”der er et yndigt land”.
- For et yndigt land, det har vi ikke altid været.
/Jeppe Søe

Det levende ord har hjertestop

(Skrevet til Vartovbogen 2010)
Det levende ord har hjertestop
af Jeppe Søe, journalist & foredragsholder ved Jeppe.dk
”Der truer os i tiden, en ond usynlig magt”. Sådan skriver Ole Wivel for godt 50 år siden. I dag ville vi straks tænke på Osama Bin Laden, BPs olieudslip eller politikernes nedsmeltning i forhold til global opvarmning. Men det er slet ikke et sådant trusselsbillede Ole Wivel havde i tankerne. Han fortsætter digtet med svaret på, hvad der truer: ”vor egen sikre viden, som sprængte med foragt”. Truslen er vores viden, den skråsikre af slagsen. Vi måler og vejer alting og dømmer efter talmagi. Vi er bevidste om viden, undersøgelser og resultater. Men måske er vi blevet alt for bevidste. Sproget kender det mærkelige, at det kan være galt at være for bevidst. Man kan netop sige om et menneske, at ”hun er lidt for bevidst” – lidt for snu, beregnende, planlæggende eller skråsikker.
Man undres nok over, at Ole Wivel sætter negativt fortegn på viden. På den tid dyrkede man jo netop de lærde i helt ustyrlig grad, ved at lette på hatten når overlægen, præsten eller biografdirektøren gik forbi. Respekt for de veluddannede og lærde – og viden i sig selv var et afgjort gode. Viden var godt, fordi vi kun forventede, at mere viden ville føre til mere godt, til et bedre samfund og en bedre verden. Men han slår fast, at viden er en trussel. Grunden er, at Ole Wivel er vidne til atombombens dræbende lys, der med stor magt bag slår ihjel. Og den bombe, og teknikken bag, er skabt af de lærde. De kloge, der er så lærde at de kunne skabe den – og så skråsikre og optagede af deres opfindelse, at de glemte hvad den kunne bruges til. I ren benovelse over hvad vi kan, glemte vi hvad vi gjorde. Hos Wivel bliver det til, at vor egen sikre viden nedskriver Adams billede – det vil sige det oprindelige menneske – til skyggen på en mur. Når Wivel vælger lige de ord skyldes det et billede, der hang på væggen i forfatteren Martin A. Hansens kontor. Når Wivel sad og talte med Martin A. Hansen, så han på det billede, der hang bag Martin A. Hansens stol. Det var et kendt billede fra Hiroshima, en af de to byer, amerikanerne smed atombomben over for at få sluttet Anden verdenskrig, men jo også for at få afprøvet atombomben. Atombombens lys affotograferede i et glimt de menneskekroppe, som bombens varme smeltede et sekund efter. Atombombens lys viste næsten som fotografik menneskekroppene som skygger på en mur, lige før kroppene smeltede. Vi har glemt hvad der var tanken med at være menneske, vi har glemt Adam og Eva og er mere optaget af æblet på træet, end jordforbindelsen til livet.
Wivel vil have os til at overveje hvor vi hører til. Vælge retning, til den mørke eller lyse side. Og det skal være et personligt valg, ikke et valg de lærde eller eksperterne skal træffe for os. Vi står, ifølge digtet, i ”en jævndøgnstid, hvor hjerterne er delte og med sig selv i strid”. Jævndøgn er det tidspunkt, hvor der er lige meget sol på den sydlige og nordlige halvkugle – og i den poetiske, digteriske verden handler det om at lysets og mørkets kræfter er lige stærke. Før var viden kun noget godt, mente man. Men fra og med atombomben opdager vi, at viden, forskning og videnskab har to sider – ligesom med genforskning, der kan mindske tallet af arvelige sygdomme, men også søsætte nye væsener i naturen, måske væsener, der ødelægger os og naturen. Vi skal ha greb om livet, få styr på mørkets kræfter – og vælge livets lyse side. Han har mistet grebet så alvorligt, at han ikke engang har håb – han er ved nulpunktet, og derfor taler han om ”håbets vendepunkt”, søger efter at det går opad igen for håbet.
Hvordan får digteren så greb om livet igen. Ikke med ny viden, ikke med ny forskning eller nye masseødelæggelsesvåben. Svaret er meget enkelt:
I ordet overvintrer den sandhed, vi forlod,
og ingen magt kan hindre den i at fæste rod
selv i en fattig jord, hvor frøet som et under
og skjult for alle gror.
Det er ikke belæringens ord, Guds ord, påvirkningens ord eller reklameordene, der er er tale om. Men de fælles ord i den almindelige samtale.
Han tror på, at den almindelige samtale imellem os vil føre til, at vi får greb om livet igen. Det er tro på almindelige menneskers evne til at finde svaret på den ødelæggelse, som vor egen sikre viden har medført. I den dagligdags samtale om livets alvor og mening ligger spiren til fornyelse og til et værn for det oprindelige i mennesket. Udvejen af det fastlåste ligger i Det Levende Ord… Eller med Wivels egne ord fra et andet digt: ”I samtalen begynder livet igen”.
Baghovedet er til storskrald
Godt 50 år er gået siden bomberne faldt og digtere som Thorkild Bjørnvig og Ole Wivel råbte vagt i gevær og kaldte på det oprindelige menneske. Hjalp deres nødråb? Har vi ved hjælp af det levende ord fundet veje frem, der er klogere? Har vi genfundet det oprindelige menneske? – Ikke det der ligner!… på det nærmeste tværtimod. Og dermed er alt jo ved det gamle, da Grundvig jo kom med præcis samme nødråb i 1839 i ”Er lyset for de lærde blot”, der var et oprør mod vores dyrkelse af de lærde og de kloge. Også her trygler han om samtale mellem mennesker. Almindelige mennesker, der ikke har phd og fine papirer. Det er derfor han skriver ”Solen står med bonden op, slet ikke med de lærde”. Solen er oplysningen, og den er hos bønderne. Ikke at Grundtvig troede bønder var klogere end alle andre mennesker, men på Grundtvigs tid var det almindeligste at være bonde – og dermed et sindbillede på at oplysning og viden om det væsentlige ligger hos alle dem, der ikke læser bøger – men i stedet lever liv. En dyb agtelse hos den gamle for det jævne, hvorpå vi skal bygge.
Vi dyrker fortsat viden. Vi har statsministre der siger, at hvis de andre er billigere skal vi bare være bedre. Vi dyrker videnssamfundet og de lærde – og man kan ikke se en TVavis, eller læse en avis, uden at vi får kommentarer fra en ”ekspert”. Og hvad værre er: Mennesket har overladt det levende ord til fjernsynet og pressen! Kaster vi os endelig ud i noget, der kunne minde om en samtale, er dagsordenen ikke noget selvoplevet, men noget andre har sat på dagsordenen i den lille kasse vi sidder foran hver aften. Vores tiltro er blind til medierne, selvom vi selv synes vi er kritiske. Selv de historier vi ryster på hovedet af, sætter sig fast omme i baghovedet. Baghovedet var engang stedet, hvor vi lagde viden om litteratur fra gymnasiet eller andre alment dannende informationer, vi kun sjældent brugte. Men baghovedet har skiftet indhold. Det er vores sted til storskrald, hvor det ligger klar til at blive afhentet i nødsituationer. Det er der, vi lægger informationer fra Se&Hør og Ude&Hjemme. Det er der vi har lidt viden om de kendte, de kongelige og de, der har tabt Vild med Dans og X-factor. Ting der er så aldeles ligegyldige, men som optager baghovedets plads og skubber Rifbjerg, god latin og Darwin ud. Vi skal ha baghovedets storskrald fyldt op jævnligt for at kunne agere socialt. Selv kender jeg det især fra sølvbryllupper. Især hvis der er bordkort. Værten for festen tænker, ham Jeppe Søe kan snakke fanden et øre af, så ham sætter vi ved de besværlige og stille – så skal han nok få snakken i gang. Og der sidder man så hver gang placeret ved 8 personer, der nikker og siger ja og nej – og ikke griner af de få vittigheder, man har på plakaten. Efter et stykke tid med almindeligheder giver man op, og så går man i baghovedet i en tragisk kamp for at finde en eller anden fælles reference for samtale – og pludselig ud af munden hører man sig selv sige: ”Hvad synes I ellers om Kandis?”, ”Synes I ikke Frederik og Mary passer godt sammen?” eller ”Tror i ikke der er problemer med SMS afstemningerne i Vild med Dans?”. Storskrald leveret fra baghovedet, som får bordet til at leve et kort stykke tid. Først senere i desperation kaster man sig over det evigt gode spørgsmål: ”Hvad synes I så om de fremmede?”. Så er aftenen jo reddet, man har løst opgaven ved bordet – men i den grad snakket fanden i øret og endda brugt en del af hans virkemidler. Det er når det levende ord har hjertestop. Når vi ikke længere føler i hjertet hvad vi har på sinde – eller hvad vi har på hjerte – men i stedet laver en beregning af situationen og afprøver emner for bare at få en snak på bordet. Og det der virker, er altid det der tilhører den fælles referanceramme – det vi alle har set i TV og hørt i radioen. Det vi alle har en mening om. Og dermed hører vi sjældent noget nyt. Vores videnssamfund er en gave, men kun hvis vi ved hvad der er viden og hvad der er affald. Hvis vi ikke lærer at skelne, bliver ”vor egen sikre viden” til en trussel i tiden. Teknik og eksperter har overtaget magten fra folkelivet. Ord fra avisernes forsider og fjernsynets indkaldte eksperter bliver vores egne, og pludselig har vi glemt os selv. Vi er blevet selvvalgte døde dørmåtter, der byder livet velkommen, men lader verden træde på os på vej ind.
Abernes planet
Der er ikke noget nemmere end en befolkning, der glemmer at tænke selv. Dem kan man gøre med hvad man vil – og det gør magten så. Danskerne er aber, når de sætter sig i sofaen og tænder for nyhederne. Men det var ikke så oprindeligt Wivel bad os være. TV og politikere er glade for, at befolkningen er aber. De er så nemme at manipulere og fastholde. Det kræver noget andet end det, som man traditionelt har spillet på – men så må man jo skifte indhold og gå efter målgruppen. At vi er aber, når vi er seere, læsere eller lyttere, viser sig i nye undersøgelser af hjernen mens vi ser TV. Vi bruger 17% mindre energi når vi ser TV end når vi kigger ud af vinduet. Der foregår absolut intet i knoppen på os, vi stirrer ind i kassen og hører hvad Vorherre Dorph Petersen har til os – hvad der mon er værd at vide, for at kunne ”følge med” – om det så er i samfund eller underholdning. Information skal der til – så vi kan tale med naboen over hækken og er klar til enhver samtale, med en holdning. Når danskerne er aber, og magten opdager det, så er fanden løs i laksegade. Så kan man stort set gøre hvad man vil. Ser vi på politik, så er det præcis hvad man har opdaget for nogen tid siden. Dansk Folkeparti var de første der fandt ud af, hvor væsentligt det er at kende sin målgruppe. Dygtigt går de efter et ”sikkert segment” som de lærer at kende ganske indgående – og kender man de bokse man taler til, rammer man aldrig forkert. De er fløjtende ligeglade med om folk er rasende på dem og kalder dem skældsord, som ikke fortjener at stå i en bog fra Vartov, for de ved de rammer dem, som de vil fastholde. Hvis en muslim har stjålet en pakke tyggegummi, så kan Pia Kjærsgaard 2 sekunder efter sige, at alle skal sendes hjem, da hun ved hvordan hendes vælgere er – og ude ved kakkelbordet eller i campingvognen, sidder folk og nikker, selvom den salat de får til grillpølsen er købt hos en tyrkisk grønthandler. Kender man sin målgruppe kan man gøre alt.
Andre partier laver veltilrettelagte kampagner i samråd med reklamefolk, for at nå segmentet. Der laves analyser, hvor de lærde undersøger politikernes karisma og påklædning. Spinfolket laver manus, og dukkerne udfører spillet på TV. Og er dukkerne umulige at ændre, så snitter man en ny dukke til at lede. Tydeligst i Socialdemokratiet, hvor Lykketoft har enorm erfaring og med sikkerhed i alles øjne – uanset hvilket parti man er fra – har en troværdighed, om end man kan være uenig i holdningerne. Han er bare lidt for gammel og grim til kammeraternes strategi, og så kom Thorning på banen. Ikke erfaren, men tydeligt det helt rigtige ungdommelige pust de gamle fanebærere havde brug for. De borgerlige panikker. Lykketoft var ingen udfordring for Bendtsen, men overfor barmfagre smukke kvinder er Bendtsen ikke ligefrem rette indpakning. Til EU med ham og så lad os få Lene på banen. I midten havde de radikale Marianne Jelved ved roret, men analysen viste jo tydeligt at Radikale var blevet in og moderne. Cafe Latte partiet blomstrede – og dertil passede erfarne rynker og håndtasker ikke, så ind med Vestager.
Det er klart at denne lille gennemgang er både generaliserende, fornærmende og snæversynet – men der er ikke tvivl om, at man i den politiske verden agerer som var politik et produkt, der skal sælges. Der er ikke den store forskel på en brugt pampers-ble og et politisk parti længere, end ikke indholdet er ret forskelligt. Spindoktorere og mediekurser præger politikernes kalender, da det væsentlige ikke er hvad man siger og mener – men måden man svarer og får tingene sagt. På den måde kan man som politiker gøre med en befolkning hvad man vil.
Vi lever i en jævndøgnstid, men i min verden er vi for længst gået til den mørke side. Vi kan stadig ane lyset i glimt, så der ER en vej tilbage, men det skal gå stærkt inden vi smuldrer op i Sidney Lee og Lottokuponer. Bedste eksempel på vores mørkeliv er vores terrorfrygt – og måden frygt og utryghed bliver brugt af de, der gerne vil gennemføre beslutninger. Det er en fordel at et abefolk er utrygge, og kan man ikke selv skabe utryghed, så får man hjælp af medierne og udefrakommende terrorister. Ser man nyhederne, er det tydeligt hvordan man arbejder med utryghed og frygt. Jeg husker det fra jeg selv sad på en redaktion i 90’erne. Man skulle helst starte nyhederne med historier, der gjorde folk bange og utrygge. Det gjorde, og gør, man for at fastholde seerne – og fordi man gerne vil ha dem med fra starten af udsendelsen. De skal jo ha reklamerne med inden det går løs. Hvis TV startede en udsendelse med en politibetjent der følger ællinger over vejen i Kongens København, så ville aberne med sikkerhed tænke: ”Der sker jo ikke en skid i Danmark, jeg behøver ikke at se nyheder”. Men starter pressen derimod med terror, krig, død, ødelæggelse, trafikuheld eller brand, så tænker aberne: ”Hold da op en uhyggelig verden vi lever i, jeg må hellere følge med for at se, om jeg kan være tryg i morgen”. Vi ser et drab i Købmagergade i København – og der er lavet en rekonstruktion så vi kan være med hele vejen – og med den begynder vi straks at blive utrygge: ”Vi må hellere se nyheder kl 22 for at se om han er fanget, eller er flygtet her til Bogense”.  Frygt fastholder os, gør os til nyhedsnarkomaner, der ikke kan leve en dag uden at vide, hvordan verden ligger mellem Bandidos og Hells Angels, og om der er nogle på fri fod i vores område. Vi låser dørens mange hængelåse, lukker vinduerne, trækker mørklægningsgardinerne ned og sætter os i sofaen foran TV, der er det eneste lys i beskyttelsesrummet. Og det er der samfundet gerne vil ha os. Politikerne kan nå os der, TV tjener penge på at ha os der – og i sofaen kan vi få dagens informationer ind i baghovedet, så vi er klar til en ny dag i den medieskabte virkelighed.
Bin laden er spindoktor
Den medieskabte virkelighed kender Osama Bin Laden alt til – og han forstod at udnytte os, uden at vi har opdaget det. Osama havde et budskab at komme ud med, og der er han jo ikke forskellig fra hverken politikere eller pampers. Indholdet i budskabet selvsagt forskellig, men det handler om at røre aberne, nå os, røre os – og gerne få os til at huske budskabet bagefter. Osama har prøvet med lidt bilbomber, og TV har da også brugt billederne af den knuste bil. Men bilbomber virker ikke rigtigt længere. For det første er det jo groft sagt et billede af en køler, der ligger og ryger. Alle de blodige lig, som TV gerne vil filme, er spredt overalt og det er umuligt at få i kassen, så en bilbome er vi blevet så vandt til, at den bliver ”kort nyt” i en tv-udsendelse. Vi gider ganske enkelt ikke noget, vi har set før. Vi kræver nye virkemidler, hvis vi skal rejse os fra sofaen. Og det vidste Osama udemærket. Han blev næsten ikke hørt, og han fik ingen tv-tid ud af at sprænge lidt bomber her og der. Og kendskabet til aber og markedsføring gør så, at Osama sender et par fly af sted mod World Trade Centre. Det tankevækkende ved den aktion er, at det ikke virker som et koordineret angreb. Der rammes lidt efter lidt nogle markante dele af det amerikanske statssystem, men USA når jo at få evakueret en del af bygningerne, fordi det ikke bare sagde bang overalt på samme tid. Min påstand vil til stadighed være, at det netop var instrueret og kordineret sådan. Det ene fly rammer Worls Trade Centre – og så venter Osama Bin Laden 17 minutter, selvom mange mulige ofre for hans terror når at flygte. Hvad venter han på? Han venter på CNN, BBC, DR og TV2. Han venter på at alle kameraer i New York rettes mod det brændende tårn – og han venter ikke mindst på, at alle aber retter blikket mod TV skærme i hele den vestlige verden. Da vi sad der, kom det andet fly. Og det trick virkede. Vi følte vi var med, som om det var en 3D film i biffen. Vi så folk dø, kaste sig ud i intetheden fra etage nummer 24. Aberne så andre aber i abeflokken dø, og så stod vi sammen. Ingen bilbombe kunne gøre sådan ved os, der skulle et medieplanlagt angreb til, der tog hensyn til lyssætning og involvering. Om aftenen tog vi endda ind på rådhuspladsen i København for at tænde lys og mindes de døde. Ikke fordi vi kendte dem, men fordi vi ville vise sympati. Smukt tænkt, men samtidig det værste vi overhovedet kunne gøre. Vi står der nemlig ikke, når det der sker er småt. Havde det været 4 stålskibsværftsarbejdere der var blevet skudt på et stålskibsværk i Gdansk, så havde vi ikke sunget på rådhuspladsen. Der skal mere til at få os ud af huset, og dermed sender vi jo netop signal til Osama: Det her var terror der er til at forstå! Og det signal sender vi så også til andre håbefulde terrorister, der kæmper om vores opmærksomhed. Vil I ha vores opmærksomhed, skal i virkelig slå mange ihjel. I skal virkelig være rå i jeres omgangstone, i skal virkelig være hårde og kontante. Så tager vi stilling.
Osamas viden om TV, aber og virkemidler var perfekt til at sætte os alle i et selvvalgt fængsel. Politikere stod i kø for at fordømme, de sikrede os, at man ville ”tage alle midler i brug” for at få de skyldige fundet og uskadeliggjort. Og hvis der er noget der har passet, så er det da netop det! Der er stort set ingen grænser for, hvilke midler der er indført i terrorbekæmpelsens navn – og skrækkeligere er det, at være vidne til, at ingen aber råber op når de mister grundlæggende værdier. Man æder at vi bliver budt ufrihed, da vi har forståelse for, at den jo kun indføres for at fange Osama. Men det er os der er fanget. Vi er i den store internationale terrorkrig, vi sender alt af sted vi har at byde på af unge soldater og våben. Hvad gør vores modstander? Intet! Osama optager sig selv med et videokamera foran et bjerg, sender det til pressen – og så bliver vi alle frygtelig bange, analyserer hvert et ord og begynder at tjekke hinandens mundvand i lufthavnen eller sætter folk i fængsel for at have en lommekniv. Vi sender danskere til retsforfølgelse i USA, vi laver visitationszoner, vi mistror og filmer folk på gaden. Vi griber ind i demonstrationer og sætter tusinder i futtog, men går mest op i det, fordi Bubber er en af dem. Det hele er jo til at forstå, når vi ser de to tårne styrke til grunden. Men hvad gør vores modstander? Ikke en dyt… Han sender et videobånd engang imellem! Når Osama Bin Laden kan få hele den vestlige verden i knæ ved at sende et videobånd. Når han ved at nævne Danmark på videoklip kan få os til at sigte en lystfisker for knive i handskerummet. Har Osama så ikke allerede vundet? Har vi ikke dermed gjort ham til verdens mægtigste mand? Indtil vi går mod lyset og griber det levende ord igen, så er svaret: Jo!
For kloge til at se, hvor dumme vi er
Hvordan kan vi i oplysningens højborg, i Grundtvigs fødeland, falde så dybt? Hvordan kan så oplyste væsener lade os trække så langt ned? Det kan vi måske netop, fordi vi opfatter os som oplyste. Vi påstår igen og igen at vi er så kloge og bevidste, at det halve kunne være mere end nok. At man aldrig i Danmark ville kunne snyde befolkningen, fordi vores indsigt ligger som grundpille i grundloven og folkeoplysningen er enorm. Måske har den viden været en sovepude, hvor vi ikke så det komme. Uden sammenligning i øvrigt var det jo netop hvad Hitler gennemførte i Tyskland, langsomt op gennem 30’erne. Da han fik magten gav han en radio til alle tyskere – men den radio kunne kun spille statsradioens udsendelser. Derefter tog han langsomt bevidstheden ud af folk, uden at de opdagede hvad der skete. Pludselig var den virkelighed, som Hitler talte om, helt tydelig for jævne tyskere – de havde jo hørt radioen sige noget lignende. De genkendte Hitlers virkelighed, fra noget de havde lyttet til hjemme i sofaen. Herhjemme i Danmark, folkeoplysningens hjemland, har vi måske alle ønsket at følge med, helt narkotisk har vi lyttet og suget til os i en grad, der ikke er sund. Og hele tiden, når vi følte der var noget galt, har vi sagt, at vi som folk aldrig kan styres. Vi er jo Grundtvigs fædreland. Og den tro har så fjernet vores indre virusprogram, så alt affaldet kunne stige os til hovedet. Stopper vi ikke op, kan man snart gøre med os hvad man vil – så længe der altså er en ekspert i MorgenTV der bekræfter, at sådan er det. Solen er hos de lærde, og de lyser så videre ned på bonden, fra fladskærmen på væggen.
Oplysning være skal vor lyst! skriver Grundtvig. Det har ikke noget at gøre med, at vi alle sammen skal have vore lyst styret som pædagoger. Det er heller ikke sådan, at vi først bliver mennesker som følge af oplysning.
Grundtvig har ikke den mening, at det er kundskaberne, der forklarer tilværelsen. Det er ikke religionerne, der skaber meningen med tilværelsen. Heller ikke kristendommen. Det er heller ikke ideologierne, der skaber meningen. Det er ikke i psykologien eller filosofien, vi finder meningen.
Meningen med tilværelsen ligger i hvert enkelt menneske. I religionerne generindrer vi den mening med tilværelsen, som vi måske ikke selv har fået op til overfladen. Det er ikke religionen, der skaber den i os, men religionen får os til at huske, hvad vi allerede ved. Johannes V. Jensen siger i en hel anden forbindelse noget, der udtrykker det fint: Vid bedre, hvad du ved.
Udtrykket generindring stammer fra den græske oldtid. Tænkerne dengang mente, at al oplysning var generindring af, hvad hvert enkelt menneske allerede vidste eller havde erfaret fra det daglige liv. Det er så modsat nutidig tankegang, hvor man mener, at oplysning handler om noget nyt, noget, man ikke vidste, men som de lærde skal indlære i os.
Tankegangen hos Grundtvig er egentlig let at forstå. Man kunne undre sig over, hvorfor så mange mennesker er optaget af andre religioner og andre folks måde at leve på, i Indien, i Kina, Afrika og Sydamerika, dels hvordan de lever og tænker nu, dels hvordan de har levet og tænkt for tusinder af år siden.
Men drivkraften til at være optaget af de fremmede kulturer er jo altid, at vi hele tiden ved, at det er menneskeliv som vort eget menneskeliv, der har levet eller lever på den måde, mennesker som os selv, der har tænkt eller tænkt på den måde. Vi er altid dybt optaget af, hvordan andre tumler det liv, vi selv er i gang med.
Men samtidig er det jo et udsagn om, at det er de samme erfaringer, mennesker over alt på jorden har gjort, og de samme tanker, de har været ude i. Det, der har betydning for et menneskeliv, synes at være grundlæggende det samme.
Derfor er livsoplysning altid oplysning om det, hver enkelt af os godt ved på forhånd, men som måske i øjeblikket ligger skjult for os, og som vi gerne vil genhuske – derfor føler vi os mere i live, når vi møder det samme hos andre mennesker. Livslysten bliver større.
Man kan afgøre med sig selv ved læsningen af Grundtvig, om han taler om to forskellige slags oplysning, livsoplysning og folkelig oplysning. Det er i hvert fald rigtigt, at hans tanker om livsoplysning ligger klar allerede før 1820, hvorimod begrebet folkelig oplysning, det, der handler om samfundet, først kommer til i 1830′erne, da de rådgivende stænderforsamlinger og – i fyrrerne – rigsdagen, folkestyret, demokratiet kommer til. Nogle foretrækker at skille livsoplysning og folkelig oplysning, men for mig er det samme sag, som netop ikke bør adskilles. Samfundet og oplysningen om vort fællesskab i samfundet hænger nøje sammen med livsoplysningen, og ved at skille de to dele af, gør man politik til samtaler kun om nuet, om øjeblikket, om det formelle og det skematiske..
Politik er også poesi og bør være historisk-poetisk. Når grundtvig taler om det historisk-poetiske, mener han ikke den skrevne poesi, men den levede poesi – handlingens poesi, fordi det er i livets handlinger, vi er skabende, og i livets handlinger, vi erfarer tilværelsens mening. Et sted taler han meget fint om handlings-livet som det poetiske, nemlig i Sol er oppe, hvor han jo slutter med ordene: Dag og  dåd er kæmperim.
Om politik og samfund er poetisk må være op til den enkelte at afgøre. Jeg synes ikke det rimer . og hvis det gør, er vi tilbage ved sølvbrylluppets hjerte/smerte-digtning, der med nogen besværlighed kan afsynges på Katinka, Katinka… Det er uskønt at være vidne til, at politik og samfundsdebat kun er øjebliksbilleder, hvor politikere udelukkende udtaler sig om enkeltsager og er klar med enten ros eller forargelse over en sag, som pressen har oppe. Politikere har lyst til meget mere, men får ikke lov. De er gået ind i politik for den store samfundstanke, det brede samfundssyn og helt grundlægende værdier – men reelt får de kun taletid i medierne, hvis de gider blande sig i debatten om burka, kamphunde eller 50 øres gebyr på dankortet. Det er uskønt, når pressen finder en ekspert der underbygger historien – og dagen efter, når historien er vendt, en ny ekspert, der kan redegøre for det modsatte synspunkt. Vi opdager det ikke, men det sker hver eneste dag – og det rimer næsten aldrig.
Eksperten stopper det levende ord
Valget af eksperter er tilfældigt – og man bruger gerne de samme i fjernsynet igen og igen. Dem der fungerer godt og ser godt ud imens. Indenfor den teologiske gren er der kun tre eksperter vi gider se i MorgenTV. Er et teologisk spørgsmål til debat, så ringer pressen ikke til en tilfældig præst, da man jo risikerer at få fat i en kedelig figur, der siger Jesus i hver anden sætning – men Lilleør eller Pless ved man hvad er. De er folkelige og forståelige. Og er sagen virkelig stor, så vi skal bruge en biskop – og der ringer man udelukkende til Roskildes tidligere biskop Jan Lindhardt, som også har vist sig at være god på TV. Når præster sidder i folkekirkens præstegårde og ser dem på TV, så ryster en del på hovedet – men den del af teologien hører vi aldrig om, den debat må man tage i menighedshuset. På TV virker kun dem, der er afprøvet og godkendt af aberne på den anden side. På samme måde er det med universitetsfolket, der også kaldes ind i fjernsynet, hvis sagerne er svære at forstå. De afklarer intet på de 2 minutters interview, men det er som om aberne ude foran skærmen ser på eksperten og tænker: Jamen så er det nok rigtigt. Eksperten kan slynge om sig med fremmedord, og hvis magten får et andet sprog end folket, så er folket umyndiggjort. Derfor talte man latin i kirkerne i gamle dage – ingen fattede en meter af hvad der blev sagt, men når man er så klog, at man kan tale latin, så må det være meget klogt. Og samme tanke går så ind i fjernsynet, hvor eksperterne taler pluddervælsk og aberne nikker. Politikerne talte i 80erne og 90erne også meget pluddervælsk. De brugte helt uforståelige ord og især debatten om EU var på det nærmeste umulig at forstå, hvis man ikke havde traktaten på nethinden og fuld juridisk forståelse og kendskab til fremmedord på universitetsniveau. Den går ikke længere i politik, hvor vi vil ha de folkelige ord, hvor en politiker kan reagere præcis som min dreng i børnehaven og tude på kommando. Alle er så langt nede på jorden, at det nærmest er pinligt at være vidne til – og det bliver så utroværdigt at se på, at vi må kalde på en, der kan ”det gamle sprog fra 80erne” – nemlig en ekspert fra RUC eller CBS der kan sætte tingene på plads, så vi ikke fatter noget som helst. Men de lærde har jo læst bøger.
Du kan lave abe-testen lige nu og her: Husk tilbage på engang du så en historie i nyhederne, der handlede om en verden du kendte til? Det kan være du så et indslag om landbruget, og selv er landmand. Det kan være du så et indslag om finansverdenen, og selv er bankmand. I det hele taget tænk på en historie du har set, hvor du har viden om det historien handlede om. Jeg vil vædde hele min troværdighed med, at du efter indslaget sad og rystede på hovedet over indslaget. Du sad og sagde, at sådan er det jo slet ikke. Pressen har jo misforstået det hele. De har jo slet ikke sat sig ind i sagerne… Må jeg spørge: Hvordan kan det være du tror på det næste indslag der kommer, som handler om noget du ikke kender til? Måske fordi der er en ekspert og man har spurgt manden på gaden. Man vil jo nødig være anderledes og udenfor. Kan du mærke abe-burets stænger rundt om dig?
Det levende ord genoplives mund til mund
Når det levende ord er dødt, og vi kun taler om de emner, der kommer fra redaktioner, så skal vi ha gang i en genoplivning. En hjertestarter vil ikke kunne gøre meget for det levende ord. En omgang strøm kan ikke sætte noget af denne type død i gang. Det der skal til er mund til mund-metoden. Der skal pustes liv i en for længst glemt strube hos den, der sidder overfor dig. Ord der renser baghovedet for storskrald. Og det gør man bedst ved, at begynde med at tale om sit eget. Der er fare for, at man vil blive opfattet som selvoptaget eller at janteloven slår ned som et lyn, og dømmer dig ude af det gode selskab – men vi bliver nødt til at begynde at fortælle om vores liv, vores tanker og vores ståsted. Tale og tale og tale – indtil den, der sidder på den anden side, bliver nødt til at svare. Ikke med ord fra TV2, men ord han selv skal finde. Det kræver mod at sætte ord i verden, og modstand er der nok af. Jeg har givet mig selv titlen ”professionel ordkløver” på mit visitkort, fordi jeg har gjort det til min levevej og livsbetingelse at arbejde med ord, kløve dem, dele dem og sprede dem. Jeg er aktiv på FaceBook med næsten 5000 venner, som jeg spreder min galde og glæder til. Jeg holder foredrag i selv den mindste landsby og elsker debatten efter mit opstød. Jeg lægger billeder og ord på nettet af mit liv og min virkelighed. Jeg har lagt min livshistorie på min hjemmeside www.soe.dk, da en livshistorie ikke skal vente til man er død. Når den er online, kan man lade den leve som vel er tanken med livshistorier. Ord om liv, der er levet – skrevet efterhånden, som de bliver til. En biografi, der ikke står som et komma i tiden, men i stedet en livslang tankestreg, der løbende samler op og fører videre. Men når man gør sådan, så kommer Jante op fra alle revner i soklen på huset og smyger sig klæbrigt op af benet på dig. Som det altid er med folk, der skriver om sig selv: Tror biografiens forfatter virkelig, at hans liv har været så interessant, at andre gider læse det? Det væsentlige for mig har dog aldrig været hvad andre synes, men hvad jeg selv står for. Jeg har som ordkløver kastet ord i grams, uden tanke på, hvordan de modtages. Det er jo ikke op til mig. Det væsentlige for mig er, at ordene er mine – og at man sætter dem i verden! – Så kan andre tænke sit, men det er jo også netop tanken med det hele.
Reglen for en succesfuld genoplivning af det levende ord er, at ingen af de ord du puster ind i den døde abe må komme fra medierne. Ingen holdninger må være andres – og hvis du citerer andres holdning, så skal du komme med dine egne tanker om dem. Du skal fortælle, snakke, ævle, debattere, kommentere… Først oplever du tomhed, fordi folk ikke orker mennesker, der konstant har holdninger eller taler uden stop. Men en dag sidder en abe i tomheden og tænker: Hvad mon egentlig Jeppe Søe tænker om sådan en sag. Den dag skal fejres, da mund til mund-metoden er lykkedes til fulde.
Hvis det er svært i begyndelsen, kan man starte med at brokke sig. Det er vi jo gode til herhjemme, eller som Steffen Brandt siger i TV-2: ”Kom lad os brokke os, det er nok det vi har det bedst med. Lad bare de andre slås, det er synd for dem men det kommer ikke rigtigt os ved. Vi har rigeligt at se til med vort eget liv og det er bedre at flå end at blive flået i”. Man kan altid komme langt med brok, men det er kun den halve genoplivning. Der skal helt andre ord til fra din verden. Nemlig de små personlige glæder, der kan få smilet frem hos den anden. Det, der får os til at hænge sammen og opleve fællesskab. Vi taler om at have fælles referenceramme, men det behøver ikke at være ”Hit med sangen”. Der er så meget andet vi har til fælles. Min far Poul Erik Søe skrev i 1999 en ”Huskeseddel mod Tomheden” til Danmarks Radios udsendelse ”ved dagens begyndelse”.
Deri står en række af de ting, som vi med stor succes kan bruge mund til mund:
Huskeseddel mod tomheden,
Poul Erik Søe, Danmarks Radios ”Ved dagens begyndelse” 1999:

• Den vårny smag af rabarbergrød, før den kunne købes frysefærdig, de røde rabarber-klumpers syrlige signaler i tungestrid med nymalket komælk, de runde fordybninger efter skeen i den røde grød med mælkens hvide rand.
• Jordbær lige fra marken, mørklægningsgardiner, der bliver taget ned efter fem år, det Richs-billede, man lige manglede i serien, smør, rystet af fløde i en mælkeflaske under krigen.
• En blomst på mit bord uden afsender, kold sylte med Arffmans sennep og rødbeder – tredie juledag – om natten, når de andre sover og øl, der er hældt lidt for hurtigt op, så det skummer som nisseskæg og løber ud på en dug, der alligevel skal skiftes.
• Morgener, hvor en nysværtet kakkelovn er blevet fyret for kraftigt op og fylder stuen med varme og en sviende lugt.
• Hesten foran mælkevognen, lugten af hestepærer, presset mod næsen af dyrets sved og fra de sure mælkesjatter under jungerne, de sorte svedpletter langs hestens seletøj, rundingerne på hestens bag, dens sitrende ben, dens tålmodige mule og hvide savl, som om den selv havde drukket al mælken.
• Månen, når skyerne har travlt og får det ser til at se ud, som om den løber baglæns.
• Hundens vilde glæde, når man kommer tilbage og har været væk fra den i hele tyve minutter.
• Rødspætter med persillesovs og meget citron, sovsen til stegte hjerter.
• Kaj Julian fra Kilden i Aalborg, Teddy Petersen fra Wiwex. Mogens Kilde i Palladium – dengang, man ikke vidste, at den slags ikke er fint nok til oplyste mennesker.
• Børns øjne, mens jeg pakker noget op, de selv har lavet.
• Det øjeblik, da den første af Færøerne dukker op som en grøn æggeskal på havet
  efter 14 timer i kuling.
• Sen morgenkaffe en dag, hvor alle andre er på arbejde.
• En femøres lykkepose under krigen med vaffelrester dyppet i salmiak og et lille, sekskantet stykke pap, der sættes på en halv tændstik og bliver til en snurretop.
• En fuldrynket, gammel kone, der besøger en kirkegård på grænsen mellem Rusland og Estland for at lægge blomster på fire børns grave. Hun knytter næven og taler russisk med retning mod Moskva, som har taget dem fra hende. Bagefter griner hun med bævende rynker, mens hun drikker pulverkaffe ved vores bus.
• Mildheden i stemmen hos to, der lige har været oppe at skændes, og som pludselig vil enes igen.
• Når ens far lagde nogle af kødbollerne fra hans egen suppe over på ens tallerken.
• En fod, der er fodformet, et usminket ansigt, der tør være gammelt, et barn, der står alt for tidligt op på forældrenes fridag tidligt i juni og kommer ind for at spørge, om det snart er jul.
• At sidde bagest i den sidste bil, der kommer med en færge.
• Lugten af tøj, der har hængt ude i frostvejr. Og af skomagerværksted, af saltet sild, min fars tømrertøj, mæt af sød sved og af lugten af nyt træ.
• En gammel mand med hænderne hvilende på en stok, han selv har skåret,
  mens han synger en sang, han kan udenad.
• Fingre, som krummende kalder på et barn, der er ved at lære at gå for at lokke det til et skridt. Hænder, der fortvivlet vrider sig for at rette op på, hvad en mund lige har sagt. En hånd, der bydende skærer gennem luften hos en taler, der er meget usikker på sin sag. En lillefinger, der næsten usynligt bliver løftet som en diskret vinken midt i et alvorligt møde fra een, man holder af. Hænder, der sætter lyng på plads i en krans.

Det er sådan nogle ord vi skal finde i os selv, for at kunne komme tilbage til livet, blive levende i ord og gerning – blive børn igen. Det er sådan en liste, som vi alle skal skrive og lægge om i baghovedet. – Og der er jo plads nok, nu hvor storskraldet er blevet hentet af den Grundtvigske skraldebil. Man bliver helt lykkelig og barnlig af listen med fælles levet liv – og sådan slutter Ole Wivel jo netop også barnligt, når han beskriver hvad ordet giver af muligheder overfor truslen der truer: Mit barn mit barn giv agt – alt er igen uprøvet i dine hænder lagt!

Jeg tager sjov alvorligt!

(Skrevet til modersmål-selskabets årbog 2010)
Jeg tager sjov alvorligt!
af Jeppe Søe, professionel ordkløver
En gammel talemåde siger, at humor er det man mangler, hvis man forsøger at forklare hvad det er. I min tolkning betyder det, at vi bare skal tage humoren med et gran salt, lade den leve eget liv og ikke hverken tænke eller skrive bøger om den. Men det er uomtvisteligt, at humoren spiller en større og større rolle i samfundet. Humoren er med til at sætte dagsorden og med til både at samle eller fjerne os fra hinanden.
Når vi med et satirisk penselstrøg og stor koncentration tegner Muhammed, i håbet om, at hele verden vil forstå, at her må vi skam gerne ytre os – som vi vil – bruger vi humor som et forkølet forsøg på, at udstille noget vi i virkeligheden bare kunne have sagt. Vi tør alligevel ikke helt stå ved det – og derfor vælger vi den gode gamle retorik med stor hat og rød næse – i håbet om, at det bliver vederlagsfrit. Det gør det ikke. Resten af verden, og de der kommer rejsende ind i vores, har svært ved at læse satiren. Det er meget dansk, at vi sådan en smule fejt får sagt hvad vi vil – og lader tonen være satirisk, igen i håbet om, at vi ikke behøver stå last og brast med udsagnet – i fald det ikke bliver vel modtaget.
Vores danske smil er blevet til en mere rå humor, som hverken verden eller de fra verden, der kommer hertil, helt forstår. Pludselig er humoren, der har været vores stærkeste våben og limen i vores samhørighed, blevet et problem. Derfor er det på tide at tage humoren op, kigge på den en sidste gang – og herefter efterlade den til eget liv igen, så den kærligt kan leve videre i et smil. Om humoren er vejen frem ved jeg ikke, men man siger jo at smilet er den korteste afstand mellem mennesker, og så må man vel antage, at vi er på vej i den rigtige retning. Om afstanden så bliver kortere eller længere kræver, at vi kigger på humoren med alvorlige briller. Så nu tager jeg så humoren op som en anden Aristoteles, der jo ville kategorisere alt og tage humoren meget alvorligt – og når du, kære læser, har læst denne sidste bog nogensinde om humorens væsen, så lader vi humoren ligge. Lader den leve og giver den derved fornyet kraft.
Min familie er latterlig!
Det er aldrig sjovt at være latterlig. Det er nemmere at være grinagtig, men helt godt bliver det først, hvis man er morsom. Det er trist at ordet latterlig har fået en negativ klang. Tænk at kunne sprede latter. Tænk at være et menneske, der er lig latter? Det ville være godt at få det ord tilbage i den smilende del af vores ordforråd. Jeg synes i den grad min søn på 2 år er latterlig. Det ved jeg han er, for når han ubehjælpsomt er begyndt at kæmpe med det danske sprog, sker der noget i mig – og jeg slår en latter op. Han er noget af det mest latterlige jeg nogensinde har skabt. Onde tunger vil påstå, at han er til stor morskab, men i disse ligestillingstider mener jeg ikke det er fair overfor en Far at kalde en søn for MORsom. Min kone er da både sjov og latterlig, men MORskab eller MORsom er ikke en FARbar vej når man omtaler et fælles barn. Nu skal man næppe rejse en sproglig kønskamp i en bog, der udgives af en forening der hylder MODERSmålet – men tankevækkende er det dog, at hvis man er ”som mor”, så er man morsom og den rene Dirch Passer – er man derimod ”lig Far”, så er man farlig som Osama bin Laden. Samme situation opstår om ordet Morskab, der i folkemunde er en herlig befriende ting, mens faderskab udelukkende er noget man kæmper for i retten eller med DNA-prøver.
Man kunne altså hævde at sproget giver mor nogle fordele, og tillægger hende egenskaber vi alle sammen finder charmerende og rare at være i selskab med. Og morskabet er et godt sted af være – men der behøver ikke være trangt i faderskabet af den grund.  Så i den kønsløse ligestillingskamps navn, slår jeg hermed i stedet på det latterlige og vil kæmpe det latterliges sag. Lad os bare bruge modersmålet til det formål – men lad os hermed slå fast at det også er fars. Målet.
Humor er så stor og væsentlig del af vores kultur, at den kryber ind alle vegne. Intet er, bogstaveligt talt, helligt. Vi kalder det frisind og lykke – og læner os op af humoren når livet er alt andet end sjovt. Et udtryk som galgenhumor viser meget godt hvor langt ind i livet humoren spiller en rolle. Når vi er allermest ulykkelige, når ingenting giver mening og når vi giver op – skæver vi rundt for at få øjenkontakt med det menneske der skal komme med den forløsende replik. Sig noget sjovt
Humor er magt og hekseri
Når pressen udstiller et menneske på forsiden af deres avis, og med få ord i 24 pkt. klar rød karakteriserer det menneske, kan alle vi andre mene, at det er latterligt. At avisen er. At personen på forsiden er  – eller at samfundet er. Ingen af delene er noget at grine af.  Alligevel er det ofte det vi gør. Når noget er ufatteligt, ubærligt og meget lidt sjovt – trækker vi på smilebåndet. Opfinder, speciel til lejligheden, små sjove ordspil og vittigheder der skal holde os oppe og løfte os ud af det  vi ikke helt kan forholde os til. I skrivende stund er jeg medierådgiver for Anni Fønsby under den store rufferi-sag i Odense. En meget lidt latterlig tid, om end jeg flere gange har hørt, at folk kalder dækningen latterlig. Der er enkelte lyspunkter. Ekstra Bladet havde et billede på deres forside af Anni og jeg, der er på vej ind i retten i Odense. Det er i sig selv ikke latterligt, men på gaden bagved havde den hurtige fotograf knipset på helt rette tidspunkt, da en bil fra Kødgrossisten kørte lige bag Anni. Da sagen handler om rufferi, er netop det firmanavn en gave for et foto – og der var forsiden latterlig. Så latterlig, at jeg var ved at køre galt af grin. Men dagen efter, hvor samme avis i ord citerede forkert fra retsbogen for at sælge deres pamflet i kiosken, siger vi også de er latterlige. Det er de ikke. Den dag er de ondskabsfulde. Vi taler om ”hvor skabet skal stå” som om der kun er eet. Men i det danske sprog er der mange skabe. Faderskab, Morskab, ondskab og klogskab… og de skabe skal gerne stå adskilt.
Når BT f.eks. skriver om Anni Fønsby, at hun ”har et gummiansigt og kødfyldte læber” så smiler nogle måske – og synes det er morskab. I min verden skal de superlativer ind i et andet skab, da humorens væsentligste bestanddel er, at man ikke prøver at være morsom på andres bekostning. Desværre er den form for morskab blevet den farbare vej. ”Bekostning” er i den sammenhæng et spændende ord. Jeg er klar over, at der med sikkerhed menes kost, som i mad eller penge – men kost er jo også en man bruger, til at feje for egen dør. Og i mange sammenhænge er det et bedre billede. Når vi skriver sådan om f.eks. Anni Fønsby, er det jo en heksejagt.
De fleste af os læser med stor gru om fortidens uvidende og onskabsfulde heksejagt, og græmmes over, at vi er folk der engang bekendte os til den slags rædselsvækkende metoder. Bagefter går vi ned i kiosken efter unavngivne dagblade, og slår med stor interesse op på dagens artikel om dagens sag. Vis mig heksen. Og der er hun så. Fanget i et uheldigt øjeblik, i en uheldig situation, i en uheldig sag – udråbt som hele landets ”Dårskabs Dulle”. Vi kan godt sige, at dulle er et pænere karaktertræk end heks, men meningen er akkurat den samme!
Vi synes vi kan tillade os at stemple hende. Artiklerne og indslagene er vinklet og ingen kan – skal – være i tvivl. Her er heksen. Hende vi godt må svine til, pådutte egenskaber og på baggrund af fri fantasi tegne lidet flatterende portrætter af. Nu skal du, kære dansker, dømme hende. Gøre helvedet hedt for hende.  Gøre dig morsom på hendes bekostning – for hvad skulle du ellers! Den kvinde er selvfølgelig ikke brændt, hun er branded – men det er lige præcis det samme.
Derfor, midt i det latterlige er alvoren også. Der er med sikkerhed blevet grinet en del på redaktionen af det billede af kødgrossisten, men på trods af den nedtonede humor i den passerende bil, så er der også en dom i billedet. Pressen går tæt på, det er deres opgave. Pressen skal være vagthunde, men er i stedet blevet bidske pittbulls, der gnaver i benet af historien, til der ikke er mere kød på. Så selv i den lunefulde humor på forsiden ligger en dom over en person, der burde være uskyldig til det modsatte er bevist.
Humoren er et termometer
Humoren er blevet holdning. Humoren bliver dagligt brugt til at vise, hvad man mener – eller skrive/sige ting, som man ikke ville kunne sige, hvis det da ikke var fordi man pakkede det ind i humor. De fleste ved godt, at det er en farlig vej at virke for racistisk – men siger man det i stedet på en sjov måde, så kan man afvente og se hvordan de andre i lokalet tager vittigheden om flygtningen. Hvis de griner højt, så har man genfundet fællesskabet og tør kaste sig ud i en mere alvorlig snak om de fremmede – hvis de siger ”nøj, den var altså grov den der”, så ved man, at man i stedet bør tale om Vild med dans. Vi har altså nedgraderet humoren til et termometer, vi lige kan smide på bordet for at måle, hvor langt vi kan gå. Og det har humoren taget skade af.
Humoren er et stærkt våben. Brugt i en debat, kan humoren sætte et punktum, der er svært at fjerne med nok så væsentlige argumenter. I Danmark er vi ikke kommet så langt i brugen af humoren. I den politiske debat var Uffe Ellemann nok den, der forstod humoren bedst og med sine små stikpiller kunne man kaste nok så meget saglighed efter ham – det prellede af, da den som får os til at le bliver beskyttet af et usynligt filter. Vi ved, at Villy Søvndal har ansat Stand-Up komikeren Sebastian Dorsett til at putte humor ind i sine taler og sine svar. Men humor er noget man skal mestre, ikke noget man skal lære. Villy Søvndal inviterede Fogh ud på en køretur for at se Danmark, og det var et genialt træk, der sødt men råt fik sagt en masse mellem linierne. Siden har Søvndal så inviteret stort set alle han debatterer med på en køretur, og så opdager vi jo, at humoren er et indlært redskab, der kan bruges i pressede situationer, og ikke en frisk kommentar fra hjertet. At mestre humor er en kunst. Den kan man leve af – med mindre man genbruger.
Humorens udvikling

Humoren var i ”gode gamle dage” ren lagkage. Går vi til de gamle folkekomedier og senere spillefilm fra ASA FILM med Dirch Passer og andre folkekære skuespillere, så var humoren, med al respekt, kønsløs. Den var latterlig, grinagtig og folkelig – bevares – men man skal virkelig se mellem linjerne i ”Sommer i Tyrol” for at finde noget samfundskritisk. Humoren ville dengang kun én ting: Den ville bringe smil på læben, måske endda latter til søndagsforestillingen. Af samme grund blev alle, der deltog i filmene, folkekære. De var søde personligheder, der intet ondt ville os. Netop derfor vi kalder dem ”folkekære”. Siden blev humoren spids og satirisk. Pludselig ville humoren os en masse. Det var primært da TV kom ind i vores hjem. Det var som om det medie egnede sig til en satire, der ikke fungerede på det store lærred. TV er jo hurtigere at lave end en film – man kan derfor pludselig være aktuel i sin humor. Bedst husket fra den æra er selvfølgelig Buster Larsens LORTELAND fra programmet ”Hov Hov”, hvor han spiddede regering og politik og samfundsspørgsmål. Humoren var fra det øjeblik blevet en brik i et spil, der var en farlig modstander for de folkevalgte. Det ændrede tonen på Christiansborg. Vi husker alle de tørre kommentarer der prægede datidens politikere, men med humor skal humor bekæmpes – og man fik flere og flere, der begyndte at løsne op.
Man må tilpasse sjov til medierne
Holdningernes humor havde den bagdel, at det var lange monologer. I begyndelsen, hvor man blot havde en knap på et TV og DR var eneste valg, fungerede den langsomme stil fint. Jeg husker fra selvsamme Hov Hov en sketch, hvor familien Danmark lavede gymnastik i stuen til radioens udsendelser med strækøvelser. Sketchen tog 6 minutter, hvor man blot så en familie gøre gymnastik og langsomt smadrede og væltede alt i stuen. Fin seance til statsTV der er ene på markedet, men da konkurrencen kom fra sattelitterne, kunne formen ikke længere holde. Man kunne ikke have en langsom opbygning og en pointe efter 6 minutter. Det gad folk ikke vente på, når nye udenlandske programmer kunne trækkes hjem fra en tallerken på taget.
Herefter blev humoren hurtigere. Man droppede opbygningen til pointen og skulle i stedet levere pointer konstant. Hvert minut bør indeholde fire pointer. Første gang vi for alvor så det var i programmet Dansk Naturgas, hvor Tommy Kenter, Kirsten Peüliche og Per Pallesen mestrede den hurtige replik. Enhver husker Mathiesen, der talte med Fru Christof. Pointerne fløj gennem luften uden opbygning. Pointen var vittigheden i sig selv. Humoristisk en nyopfindelse på TV, der passede til en stigende konkurrence med fjernkontrollen. Per Pallesen forfinede stilen i Hjørring, hvor jeg fulgte revyen gennem flere år – revygenren blev hurtig, små såkaldte ”one-liners” blev brugt igen og igen – og i pauserne, hvor revykunsterne skulle skifte tøj, indførte han i Hjørring små hurtige vittigheder foran tæppet. Indslag, der fik det til at glide i en lind strøm af smil, så man ikke fik lyst til at zappe væk.
Per Pallesen opfandt ikke den hurtige humor, men konverterede den til TV og revy. Den hurtige humor er den københavnske. Den hurtige replik, der er skabt til lejligheden. En pointe, der ikke kan genbruges eller gennemtænkes, men skal mestres og komme fra hjertet. En svajer kommer kørende på budcyklen og er ved at ramme en gammel dame. Hun råber ”Kan du ikke ringe knægt”. Han svarer i farten: ”Sagtens moster, hvad nummer har du”. Det er en frækhed uden sidestykke der præger den humor, som efterhånden har vundet. Vi ser ikke den langsommelige humor ret meget mere, mens den hurtige flyver af sted på skærmen og i virkeligheden hele tiden.
Stand-up bør sætte sig ned

Dagens humor styres hårdt af Stand-Up komikerne, der fører svajerens grin videre. Stand-Up kan meget mere, end den bliver brugt til – men vi er på vej. En stand-up komiker står på scenen. Eneste redskab er mikrofonen og den rappe replik. Han revser samfundet og politik som Buster Larsen gjorde, men pointerne er eneste virkemiddel. De skal være der hvert sekund. Samhørighed med publikum er en dyd. Hoster et menneske på første række, skal den hurtige replik fyres af. Og i begyndelsen var grovheden den lave fællesnævner fra den kant. Skiftende komikere gjorde en dyd ud af at sværte andre mennesker til. Gøre sig morsom på andres ”bekostning”, gøre kendte til hekse og sørge for med grin, spot og spe, at føre dem gennem byen til bålet.
En af de første vi lagde mærke til var Casper Christensen, der i begyndelsen var en rå fyr. Han mestrede om nogen den hurtige replik og turde gå til grænsen. Enhver husker måske, da han til en prisuddeling skulle åbne showet – og stod bag en talerstol. Det eneste man kunne se var et diadem, der stak op. Han parodierede Dronning Ingrid, der som bekendt havde en krum ryg og derfor ikke kunne se folk i øjnene. Det var majestætsfornærmelse og folk blev enten rasende eller følte befrielse. Casper var sin helt egen og turde tage slagene. Mange hundrede stand-uppere har siden forsøgt at gå i hans fodspor, men det er som om de ikke har set, at verden har ændret sig. Ja selv Casper har ændret sig. Det er i dag ikke nok at stille sig på en scene og sige frække ord – i dag skal man gentænke stand-up og forfine. Måske endda genfinde Buster Larsens rolighed i fortællestilen.
Igen er det Casper der fører an i denne fornyelse. Med serien KLOVN, som han skaber med Frank Hvam, har de genfundet folkekomedien fra Dirch Passers tid. De er ikke onde ved andre, men bruger sig selv som heks. De morer sig over sig selv, på egen bekostning. Og så genkender vi pludselig os selv og griner MED og ikke AF. Casper er på vej i den retning, som man for længst har set i USA. Derovre er stand-up blevet en magtfaktor. De fleste stand-uppere der har succes i USA har et budskab og revser samfundet intelligent og med eksempler fra virkeligheden. Får os til at grine af ægte ting, og ikke noget der blot er opfundet i komikerens hoved.
Når humor tages seriøst
Det bedste eksempel kan ses på DR2 i Danmark. Daily Show med John Steward. Dagligt bruger han mediernes klip, sætter dem overfor hinanden og med humor giver os en indsigt i historien. Han har gæster i studiet, som han revser spydigt men med et smil. Og midt i et komisk interview kommer pludselig helt seriøse spørgsmål og svar. Eller Will Ferrel, der i et teaterstykke spillede Præsident Bush og gennemgik hele hans præsidentperiode med komiske briller. Vi får humor – men også noget med hjem. Der bør stand-upperne i Danmark finde base for en ny levevej!
Herhjemme er det dygtigt forsøgt af Flemming Jensen, der gang på gang i den humoristiske danmarkshistorie har været bannerfører for nytænkning. Hans skuespil SPINDOKTOR var på alle måder præcis hvad jeg savner på den danske humoristiske scene.  Peter Larsen revsede også dygtigt i afdøde Nils Ufers teaterstykke om tamilsagen. Bortset fra de to er dansk komik endt omkring bæltestedet. Og jeg vil gerne hæve det op til hovedet, som bør være med hvis man ønsker noget med sin humor, andet end at være folkekær. Humor er blevet en industri. Komikere har de flotteste huse og kører i de fedeste biler. Men en industri skal også overveje hvad den vil med verden, udover at skumme fløden. Og der savner jeg flere, der finder nye veje.
Humor er hjernevask

Humoren har gennem tiden været mangt og meget. Et våben, brugt som overlevelse, eller brugt som scoretrick. Det er sådan set det sidste der gør det til en stor industri. Om man så vil score en pige i byen og få hende med hjem – eller om man bruger humoren til at score seere og læsere og få dem til at blive på kanalen. Humoren har fået besøg af hjerneforskere, der seriøst ser på det latterlige for at finde ud af, hvordan man bedst gør folk glade og giver dem godt selskab. Det gælder for underholdningen på TV, hvor kombinationen af hjerneforskere, livstilseksperter og fokusgrupper gennemser underholdningen inden den rammer pøblen, og der kan vi så måle, om man har fundet en fælles sprogtone, der virker forløsende og som ”godt selskab”. God gennemanalyseret humor fra en charmerende studievært kan fastholde seere, og deri undervises så værterne til at kunne give det lille smil.
Selv i seriøsitetens højborg på TV Avisen og i Nyhederne på TV2 har humoren fundet vej. Ikke som en gennemtænkt løsning til at give seeren noget med hjem, men som en kalkuleret hjernevask til fastholdelse af danskerne i sofaen. Enhver kender slutningen på nyhederne, hvor vi skal ha et lille smil. Enten som sidste historie eller som billeder under rulleteksten. Vi hører i Nyhederne om krigen i Irak, sulten i Afrika – og seerne er ganske enkelt ikke klar til at gå fra sult i Afrika til Amin Jensen og ”Hit med sangen”. Der må komme en lille overgang fra alvor til underholdning. Og derfor præsenterer man under rulleteksten billeder af bøgen der springer ud i Vejle, eller en australsk bæver der har parret sig med en fisk i fangeskab. Så kan vi smile lidt af verden, glemme det grusomme – og gøre klar til at synge med lige om lidt. Humoren er derfor gået fra at være et hjerteligt samspil mellem mennesker, til en kalkuleret hjernevask som sørger for at holde os i sofaen.
Den lille smiley er til grin
En ting er de, der lever af humoren. En anden er alle os andre, der bruger humoren i daglig tale eller i den offentlige debat. FaceBook og andre sociale medier gør, at vi konstant bruger humoren på skrift – med stor risiko for at blive misforstået. Det er vi klar over, og derfor har vi opfundet et skriftligt smil. Enten skriver man i en SMS direkte ”*SMILER*” så man er sikker på, at modtageren ved at man ikke mener noget som helst seriøst. Eller også bruger vi en såkaldt smiley. Det er nok nettes væsentligste nye ord. Det lille tegn, der sørger for at modtageren af vores skriftlige kommunikation ikke bliver sur. Det vælter med smileyer på nettet i debatterne, fordi vi så nødigt vil misforstås. Men det lille ubehjælpsomme ansigt, skabt af tankestreg og kolon har ikke længere effekt. Vi misforstår. Og vil måske misforstå
Taberen i brugen af Stand-Up har været de trykte medier, da Stand-Up fungerer bedst på en TV skærm, hvor vi oplever og ser komikeren. Men aviserne ville ikke tabe kampen, og tilbød derfor klummer til komikerne, hvor de skriftligt kunne angribe verden. Den eneste der mestrer den skrevne komik er Sebastian Dorsett. Resten bliver en forkrøblet kamp om at sammensætte ord pudsigt, og for det meste uden mening.
I dag er det sådan, at alle der ønsker det kan benytte af de mange nye medier og blive publicister i en grad H.C. Andersen ville have misundt dem. Det betyder, at sproget vokser, kryber – udvikler sig og bliver brugt og misbrugt i helt nyt omfang. Du kan udstille både dig selv og andre – forholdsvis – vederlagsfrit og oftest gør vi det i håbet om, at andre vil opfatte os som sjove og underholdende. Hver dag opdaterer millioner af mennesker deres facebookstatus – og vis mig den bruger der ikke trykker send med et veltilfreds smil – i forventningen om andres respons på deres vittige budskaber.
Igen stiller det store krav til vores ansvarsfølelse. Vi efterstræber i helt uhyggelig grad det anerkende smil fra andre mennesker – og i den sags tjeneste – er vi villige til at udstille hvem som  helst og hvad som helst. Jeg tror langt mere på de anerkendende, opmuntrende eller oprigtige smil. Dem der umiddelbart bryder frem i genkendelsens glæde. Dem vi ikke forsøger at skjule – dem der ikke har til formål at sløre misundelse, hoveren eller  en glæde over andres ulykke.
Vi må sjovt nok tage humor alvorligt

Vi må se at blive bedre til at tage humoren alvorligt. Vi må forstå at det ikke er noget at grine af. Man kan mene, at det er en latterlig pointe – og jo, da – der er noget sært grinagtigt over den tilgang til det morsomste i verden. Alligevel mener jeg, at have ret. Man kan sagtens smile, mens man tager sagen alvorligt.
Vi skal stræbe efter at finde tilbage til den umiddelbare latter, det forløsende smil og en overraskende morsom betragtning. Vi skal holde med skrive hverdagens manuskripter med indlagte pauser til insisterende dåselatter. Vi skal turde mene det vi siger – uden af sløre det i humorens navn. Omvendt skal vi gå ud i verden med den hensigt at more os. De to ting skal bare, i langt større grad, skilles ad.
Vi skal sætte humoren fri og lade den leve sit eget uskyldige liv. Vi må aldrig blive så dygtige og kalkulerede i vores kommunikation, at humoren bærer retorikken. Vi må gerne sige tingene med et smil, men vi må ikke være morsomme på andres, eller sagens, bekostning. Morskab er farbar vej, men vi skal se os for!
/Jeppe Søe
Biografi:

Jeppe Søe, født 1971, professionel ordkløver med hang til samtale om medierne, som han har forladt. Revser af samfund og presse i foredrag, debatter og på hjemmesider. Kommunikationsrådgiver for virksomheder og ofre for pressens pres. Tidligere journalist på blandt andet TV2 og TV3, højskoledreng, højskolelærer og grundtvig-kender med forkærlighed for friheden til forskellighed. Kalder sig med glæde ordkløver, selvom det har samme negative klang som latterlig. Men finder ordet så væsentligt, at han mener man skal være stolt over at kunne kløve det.